Thomas Bach Jensen
Ved Adequan Global Dressage Festival (AGDF) i Wellington Florida har den nu 17-årige DV-hest Rassing’s Lonoir e. De Noir/Loran (opdr. Dorthe og Jan Rassing, Hjørring) med sin amerikanske rytter Oliva LaGoy-Weltz for anden gang i år opnået en personlig rekord i Grand Prix.
Det skete i går i FEI Grand Prix CDI-W, hvor ekvipagen scorede 75,739% og vandt klassen med stor suverænitet. – Det føles fantastisk at opnå en en personlig rekord, særligt når det gik så let som "endnu en dag på kontoret", og havde det været helt uden fejl kunne resultatet måske have været endnu højere, fortæller Oliva LaGoy-Weltz, der samejer Rassing’s Lonoir med Mary Anne McPhail.
– Jeg har en følelse af, at han virkelig blev hos mig i dag. Målet for vores ridt i dag var at gå ind og lave et fejlfrit ridt, og det var næsten fejlfrit bortset fra en lille uregelmæssighed i skridtturen, hvilket ikke er noget, der bekymrer mig. Han giver rigtig meget af sig selv, og min mål var at holde ham tilbage på plads med større samling og udtryk. Det var planen, og jeg føler, at det lykkedes meget godt. Jeg har længe forsøgt at ride stævner på denne måde, men når jeg prøver at forholde ham i ro, så mister vi lidt af udtrykket, eller der er masser af udstråling, men så er det svært at holde konsekvensen, men ved de seneste stævner er det blevet bedre og bedre, forklarer Olivia LaGoy-Weltz i en pressemeddelelse.
Se herunder et 22 sekunders videoklip af ekvipagen: