Nyt fra Taiwan: EM 2013 i Danmark!

01-11-2010 14:06
EM i dressur og springning afvikles i Herning i 2013 ved den største ridesportsbegivenhed nogensinde på dansk grund. Danmark er netop blevet tildelt mesterskabet på det internationale rideforbund FEI’s generalforsamling i Taiwan, hvor Danmark var oppe mod både Tyskland og Holland
Copyright Ridehesten.com
Bo Kristoffersen præsenterer her ved Falsterbo 2010 det danske oplæg til EM 2011 (Foto: Ridehesten.com).

Mesterskaberne afvikles den 21. – 25. august 2013. Det er JBK Horse Shows, Sport Event Denmark, Herning Kommune og Dansk Ride Forbund, der har arbejdet sammen om det bud, der har sikret, at Herning bliver værtsby for det dobbelte europæiske mesterskab. MCH Arena og området omkring kommer til at danne de rammer, der vil tage mesterskaberne til nye højder. Danmark bliver ridesportens centrum i 2013 Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand er til FEI’s generalforsamling i Taiwan, hvor bestyrelsen netop har besluttet at tildele Danmark mesterskaberne. ”Danmark er klar til EM i springning og dressur, der bliver den største ridesportsoplevelse nogensinde på dansk grund – både for deltagere og publikum. Facilliterne i Herning giver os mulighed for at samle de to mesterskaber under rammer, der ikke er set tidligere i ridesporten. At vi kan afholde mesterskaberne i Danmark i 2013, er lykkedes i kraft af et professionelt og visionært samarbejde mellem JBK Horse Shows, Sport Event Denmark, Herning Kommune og Dansk Ride Forbund – kun ved at løfte i flok, kan vi nå nye højder for sporten”, siger Ulf Helgstrand. Together we inspire JBK Horse Shows, Sport Event Denmark, Herning Kommune og Dansk Ride Forbund har i fællesskab arbejdet på det bud, der nu har fået EM i dressur og springning til Danmark i 2013. Det dobbelte mesterskabsstævne skal afvikles på MCH Arena i Herning, der til daglig er hjemmebanestadion for fodboldklubben FC Midtjylland. Stadion og faciliteterne omkring gør det muligt at skabe helt unikke og banebrydende rammer for det dobbelte EM. ”Så bliver det ikke meget større, og dette kombinerede EM vil skrive historie” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark, og tilføjer ”Dette vinderbud viser også, at Danmark kan give de store konkurrenter ”bag-ben” og dermed fortsætte den gode udvikling, hvor vi p.t. vinder alt, hvad vi byder på” ”Vi er meget begejstrede og ser frem til at byde på ridesport i verdensklasse i Herning. At det dobbelte EM afvikles i Herning i 2013 passer perfekt i kommunens eventstrategi, og vi er overbeviste om, at vi kan tilføre mesterskaberne rammer, der giver ridesporten mulighed for at folde sig ud i helt nye dimensioner”, siger Lars Krarup (V), borgmester i Herning. En ridesportsevent i særklasse At skabe en ridesportsbegivenhed i verdensklasse kræver de bedste forhold – ikke kun for publikum, men også for udøverne. Det er nemlig altafgørende for arrangørerne, at ryttere og heste sikres de bedste rammer, så de kan præstere ridesport i verdensklasse på dansk grund. ”Vi er virkelig stolte og kan ikke vente med at komme i gang. Vi er overbeviste om, at en væsentlig årsag, til at vi har fået mesterskabet, er, at vi har lagt stor fokus på at skabe de bedste rammer for udøverne, for kun under optimale forhold kan ekvipagerne yde deres ypperste. De rammer kan vi give dem i Herning, og det især i kraft af det stærke samarbejde mellem Sport Event Denmark, Herning Kommune, Dansk Ride Forbund og JBK Horse Shows, der ligger bag mesterskaberne”, siger Jens Trabjerg, direktør i JBK Horse Shows. Mesterskaber understreger Danmarks internationale position ”Det er intet mindre end fantastisk. At Danmark bliver vært for EM i dressur og springning er et stærkt symbol på den massive udvikling, som dansk ridesport har gennemgået de seneste år, der har resulteret i VM-medaljer i dressur i 2006, OL-bronze i dressur i 2008 og dansk sejr i Promotional League-finalen i 2010, der giver adgang til superligæn i springning. Udviklingen symboliseres også gennem vores talentarbejde, som har resulteret i stribevis af medaljer ved de internationale mesterskaber for unge de seneste år. At Danmark er med helt fremme i international ridesport stadfæstes af tildelingen af det dobbelte EM i 2013, samt at Danmark med JBK Horse Shows som arrangør er vært for EM for junior- og ungryttere i dressur på Broholm i 2011”, siger Jens-Erik Majlund, generalsekretær i Dansk Ride Forbund. Pressemeddelelse: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner