Annika Knudsen Lorentsen
Shannon Mejnert Ketterle har flere gange haft succes med at sælge heste til verdens topryttere, og nu har hun netop solgt den 6-årige First Jolie e. Diamant de Semilly/Gotspe til en international toprytter fra Taiwan.
First Jolie er solgt til Jasmine Chen, som konkurrerer på internationalt topniveau, og som rider med ved de største 5-stjernede stævner i verden.
– Jasmine kontaktede mig igennem Instagram, og der gik ikke lang tid før vi havde en handel. Jeg havde rigtig mange, der var interesserede, men jeg ville gerne at Jolie kom hjem fra Italien og fik lidt pause, inden hun skulle prøves af kunder, forklarer Shannon, og fortsætter:
– Jasmine ville ikke risikere at miste hende til andre kunder, så derfor købte hun hende uden at prøve hende.
Et projekt med Dufour og Laudrup
First Jolie var en hest, som Shannon havde investeret i, i samarbejde med dressurrytter Cathrine Dufour og Cathrines partner, springrytter Rasmine Laudrup.
– Vi skal helt sikkert investere i flere heste sammen, og de har allerede spurgt mig, om jeg har fundet et nyt projekt. De gode heste er dog svære at finde, og jeg vil gerne gøre mig umage med den næste hest, som vi skal have sammen, men vi skal helt sikkert havde flere projekter sammen i fremtiden, for vi er et godt team os tre, fortæller Shannon, som kan glæde sig over, at hun skal fortsætte den talentfulde hoppes uddannelse lidt endnu.
– Jasmine og hendes kæreste rider kun de allerstørste stævner, og det er lidt svært at medbringe en 6-års. Derfor har Jasmine spurgt mig, om jeg vil blive ved med at uddanne Jolie indtil hun skal overtage. Det er jeg rigtig glad for, da jeg virkelig elsker at ride den hest.