Nykårede Lusitano hingste i Danmark

12-09-2013 12:11

Signe Wiese

Avl

I weekenden den 7. - 8. september afholdte Lusitanoforeningen i Danmark den første officielle kåring på dansk grund nogensinde

Copyright Ridehesten.com
Den 8-årige hingst Atila blev den højest kårede af de tre fremstillede hingste. Atila blev fremvist af den professonelle portugisiske rytter Cesar Lerias. (Foto: Nadja Maria)

Tre lusitano hingste og to hopper blev i weekenden fremvist på Store Hestedag i Roskilde. Den danske Lusitano forening havde fået mulighed for at afholde deres første officielle kåring i Danmark, og rammerne på Store Hestedag gav foreningen en flot debut. Fra den Portugisiske hovedforening APSL (Assciação Portuguesa de Criadores do Cavalo Puro Sangue Lusitano/Foreningen for Portugisiske Lusitano avlere) kom dommer João Ralaõ for at forestå bedømmelsen af hestene, og han var meget begejstret for den stigende interesse for Lusitano-hestene i Danmark.

Signe Krogh-Rasmussen fremstillede den skimlede 8-årige hingst Atila (e. Ebrio/Profecia) der med imponerende 72 point blev den højest kårede af de tre hingste. Atila blev fremvist af den professonelle portugisiske rytter Cesar Lerias, der har trænet hingsten i samarbejde med Signe Krogh-Rasmussen i Danmark. Cesar Lerias underviser i Danmark hver måned og har arbejdet med Signe og Atila i knap et år. Udover at den flotte bedømmelse blev Atila udnævt til Bedste Hingst og løb efterfølgende med den prestigefyldte titel Champion of Champions (den bedste af alle fremstillede heste).

Julie W. Lundholdt fremviste den 4-årige palominofarvede hingst Emigrande (e. Xa/Quixote) født hos Line Schock Jepsen i Morud på Fyn og dermed den første danskfødte lusitanohingst kåret i Danmark. Hingsten opnåede en flot bedømmelse og 70,5 point.

Fra Katrine Boelsgaard i Karlebo blev den 6-årige baiofarvede hingst Cravo (e. Namorico/Tramoia) fremvist og denne hingst opnåede også avlsgodkendelse med 69 point.

Hos hopperne blev den 7-årige skimlede Bailarina (e. Oriente/Oriza) kåret med 67 point mens den 4-årige Esplendida (e. Peralta Pinha/Samarra) ikke opnåede kåring på grund af en arvelig tandstillingsfejl men hoppen blev valgt som Bedste Hoppe og fik en flot bedømmelse.

Lusitano-racen udmærker sig til både dressur og Working Equitation og den stigende popularitet skyldes racens ridelighed, intelligens og fremragende temperament. Det er en meget arbejdsvillig hest der karakteriseres ved at være modig og særdeles omgængelig. Cesar Lerias der driver en salgs- og træningsstald i nærheden af Lissabon i Portugal udtalte efter kåringen at det var en fornøjelse at opleve den store interesse for Lusitanoer i Danmark, da hans erfaring med de mange danske ryttere han underviser er, at netop denne race taler til et meget bredt udsnit af de danske ryttere.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner