Ny strategiplan skal løfte forbundet

05-04-2025 12:12
Avl

Der er stort fremmøde og aktiv deltagelse i Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde, der i dag afvikles i MCH Messecenter Herning

Copyright Ridehesten.com
Formand Jan Pedersen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde blev åbnet af formand Jan Pedersen som startede med at mindes Årets Avler Henrik Hansen, som mistede livet i en tragisk ulykke søndag aften efter hjemkomsten fra Dansk Varmblods Hingstekåring.

Det blev advokat Jan Snogdal, som har fået til opgave at holde styr på forbundet repræsentantskabsmøde som i dag afvikles i MCH Messecenter Herning.

Jan Pedersen talte i sin beretning om den omsætningstilbagegang, der er i kerneforretningen Dansk Varmblod, i antallet af udstillede heste. – Vi oplever lavkonjunktur, det har vi haft tidligere, og vi er kommet op igen. Det glædelige er dog, at antallet af heste til Egnethedstesterne er stigende. Vi kan glæde os over at vi herhjemme har ”Herning”, hvor vi fortsat har stor opbakning til arrangementet, bemærkede formanden. Den helt særlige Herning-stemning kan der ikke sættes tal på. Vi har en omsætning på godt 22 millioner. Den markedsføringsmæssige værdi, kan der ikke sættes tal på, men den er enorm.

Formanden kom også ind på udtalelsen om Heste i Sport, fra Det Dyreetiske Råd, som ønsker en holdningsændring i hestesektoren, og i efteråret skrev rådet til fødevareministen at mere detaljeret lovgivning for brug af heste til sport er nødvendig. Det er lovgivning på vej, og der er udsigt til, at en evt. lovgivning kommer til at ske på baggrund af faglig evidens, bemærkede formanden.

I EU er der også kommet fokus på hestesektoren, og det betyder, at der kan komme lovgivning på fx minimums alder for bedækning, brug af ICSI/OPU, skal der indføres et maksimum antal drægtigheder pr. hoppe og så vil man se på alder ved træningsstart, fortalte formanden. Vi kan imødese et EU-direktiv, som måske vil lovgive på ovenstående emner.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Jan Pedersen talte også om forbundet nye direktør Claus Hansen, som både er stærk på administration og økonomi, og samtidig har stor viden på det avlsfagligeomårde. Claus er kommet godt fra start og har været hurtig til at sætte sig ind i en meget omfangsrig forretning.

Direktørskiftet i forbundet betød også at det var hensigtsmæssigt at adskille direktørposterne, så Jørn Jensen blev valgt som ny direktør på Vilhelmsborg, og også det har vist sig at være den helt rette beslutning.

Jan Pedersen talte også om sidste sommers flotte, internationale arrangement på Stutteri Ask, VM for ungavlere, som har fået stor anerkendelse.

– Vi kom ikke i mål med en ambition om et 0-resultat rent økonomisk ved KRAFFT Eliteskue, men arrangementsmæssigt var det meget vellykket, bemærkede han.

VM for unge heste er pejlemærker for avlens niveau og forbundenes indbyrdes styrkeforhold. Hvor DV-heste var helt suveræne i klassen for 6-års dressurheste, og er med til at give forbundet et stærkt image.

Det gav også genlyd i international springsport at DV igen i år gjorde sig bemærket med guld -og bronzemedalje ved Studbooks Trophy. Den bedste profilering af avlen sker gennem sportslige præstationer, og vi fremstår derfor i både springning og dressur som et stærkt forbund, understregede formanden.

Jan Pedersen er præsident for WBFSH, og han fortalte om de 10 velfærdsprincipper, som er resultatet af et forskningsprojekt udarbejdet i samarbejde med et engelsk universitet. De 10 velfærdsprincipper skal vi nu også i Dansk Varmblod overveje om skal indgå i forbundets regelsæt.

 

Strategiplan

I Dansk Varmblod er der gennem det seneste år arbejdet på en strategiplan 2024 – 2030, og i efteråret var Claus Hansen på rejse rundt om i forbundets regioner, for at præsentere strategiplanen. Og på HB-mødet fredag aften blev planen endelig vedtaget.

I 2025 kommer vi til at stramme til, hvor vi kan, men det er en svær balancegang. Vi skal have et højt serviceniveau for vi skal sørge for at have avlerne med. 2024 har været tungt på flere områder, og det regnskab vi skal præsentere, er vi ikke stolte af, sagde formanden ved afslutningen på beretningen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dette er min næstsidste beretning, vi skal have fundet en ny formand for forbundet, og jeg tror det vil være en god ide at gå i gang med at finde mindst én kandidat til posten. Tak til alle, der har været med til at støtte og arbejde for vores forbund. Uden jer gik det ikke.

Spørgsmål og kommentarer fra salen.

Bent Neergaard gik på talerstolen for at udtale en tak til Jan for en fremragende beretning, Tak til Dansk Varmblod for de opgaver jeg har haft for og med forbundet, sagde han, og fortalte om sin start på egen hesteavl i 60’erne og de to forbund DSA og DLH, som blev lagt sammen til et forbund, Dansk Varmblod. Han talte om de ildsjæle, som oprindelig tegnede forbundet, og med opstarten af Hingstekåringen i den runde hal B i Herning. Tak for de mange år i forbundet, tak for tiden, sagde Bent afslutningsvis.

Annette Winther var næste på talerstolen, og hun mindede os om de mange debatter, der har været på repræsentantskabsmøderne. De har været med til at forme Dansk Varmblod. Hun udtrykte bekymring over det EU-direktiv, som muligvis bliver en realitet og blev omtalt af Jan Pedersen i sin beretning. - Se på vores vedtægter, de er måske ikke tidssvarende. Få dem rettet, så I kan arbejde med dem. Jan Pedersen bekræftede, at vedtægterne bliver gennemgået med en tættekam.

Flemming Schultz kom på talerstolen og udtrykte bekymring som avler og som repræsentant. Det er dyster læsning i repræsentantskabshæftet. Når man ser udviklingen i tallene for forbundet, er der næsten udelukkende tilbagegang (medlemstal, deltagelse ved arrangementer) Hvis vi ikke gør noget, når vi måske dertil, som formanden sagde, afvikling. Indimellem er det nødvendigt at vi hanker op i os selv. Jeg savner visioner, hvad vil vi gøre for at stoppe den fortsatte tilbagegang. Vi har muligheder, vi ser det bare ikke. Vi snork bobler. Og vi mister avlere til udenlandske forbund.

Jan Pedersen understregede: – Vi har lige præsenteret en ny strategi for regionerne, og den er endelig vedtaget. Så vi gør noget, og vi gør noget hele tiden. Det er svært, for der er lavkonjunktur, og det skal ikke være en sovepude, men vi gør noget.

Dorte Søberg: - Jeg mangler vi får at vide, hvad der sker i hovedbestyrelsen. Vi hører ikke noget. Samspil med os. Giv os informationer. Vi skal turde tage debatten med medlemmerne.

Victoria Mortensen: - Det er virkelig fedt, vi har en ny strategi på vej, men man skal huske, når man implementerer en ny strategi, kan den dø fra ledelsen til medlemmerne. Ændringer tager tid. Vi har været hørt, men jeg føler mig allerede bagud. Vi skal ikke snuble, der skal laves en plan for, hvordan strategien kommer ud og leve i regionerne og hos medlemmerne.

Ærestegn, fortjenstmedaljer og æresmedlem

Det blev uddelt ærestegn til Marie Hedegaard, Kristian Bech, Sarah Doile, Gerd Oxholm, Linda Bebe samt fortjenstmedaljer til Bodil Helmers og Minna Pedersen.

Niels Pedersen, region 2 har været medlem og aktiv i forbundet siden 1967. Han blev udnævnt til æresmedlem.

Copyright Ridehesten.com
Ny æresmedlem, Niels Petersen fra region 2. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Regnskab

Det var direktør Claus Hansen, som præsenterede økonomien i forbundet. Overordnet set samlet negativ resultat på 1.089.000 kr. dette tal er indeholdt af resultatet fra både hovedforbundet og regionerne. Resultatet kommer fra et netto omsætning på knap 9 millioner kr. i forbundet. Og der er en egenkapital i forbundet på godt 4 millioner.

Lavere aktivitetsniveau og fald i medlemstallet er en del af forklaringen på resultatet.

– Vi har kigget grundigt ind i vores aktiviteter i forbundet, og ud fra en forsigtighedsbetragtning har vi lagt et budget, som er i tråd med den udvikling vi har set. Vi har kigget ind i besparelser, bl.a. ved at samle forbesigtigelsen et sted, besparelser på Eliteskuet med mere.

Efter frokost skal indkomne forslag behandles. De kan ses i repræsentantskabs hæftet.

/Varmblod.dk

Copyright Ridehesten.com
Direktør Claus Hansen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen