Ny indsamling til rideklubberne

10-04-2021 10:50

Sæt kryds i kalenderen den 13. maj, når vi er aktive sammen i ridesporten og samler ind til klubberne, skriver Dansk Ride Forbund, der sammen med Trolle Company sætter en ny indsamling i værk

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 21. maj 2020 var vi #aktivesammenhverforsig og samlede i fællesskab mere end en halv million kroner ind til de økonomisk trængte elevskoler, efter COVID-19 pludselig havde tvunget os til at lukke ned for aktiviteter og holde afstand til hinanden. Her knapt et år efter er der heldigvis åbnet mere op, og vi kan igen være flere personer samlet, men det har været et hårdt år for de fleste klubber. Mange har mistet både indtægter og medlemmer, og derfor går Dansk Ride Forbund og Trolle Company igen sammen om at afholde en fælles aktivitetsdag i ridesporten, hvor vi kan samle penge ind til klubberne. Den 13. maj fra kl. 8-20 er vi derfor #aktivesammeniridesporten, og vi håber, at du vil være med!

Corona-krisen har været rigtig hård for mange af vores klubber, fordi de af flere omgange har måttet lukke mere eller mindre ned for deres aktiviteter. Det har betydet færre indtægter, mens udgifterne ofte har været de samme, fordi både hestene og faciliteterne jo stadig skal passes. Heldigvis har mange søgt støtte fra diverse hjælpepuljer og kompensationsordninger, og det har uden tvivl været en hjælp. Desværre kan vi nu også se på vores samlede medlemstal, at det ikke kun er økonomien, der har taget et dyk. Mange klubber har også mistet medlemmer pga. de lange perioder med nedlukning, og her ligger der en stor opgave for DRF i at hjælpe klubberne med at rekruttere nye medlemmer og/eller få de mistede medlemmer tilbage. Derfor er det helt oplagt at gentage succesen med at være aktive sammen – heldigvis knapt så meget hver for sig i år – og samle ind til klubberne, så de kan få støtte til rekrutterings- og genaktiveringsarbejdet, fortæller direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt.

Ridning og ridesporten har haft stor betydning for mig, lige siden jeg var barn. Ridning har så meget at byde på, både for den enkelte, men i allerhøjeste grad også i fællesskab med andre, der deler passionen for heste. Nu bliver mulighederne for at dyrke vores passion for ridning heldigvis mere normaliserede her i foråret, og jeg håber, at det vil få både gamle og nye medlemmer til at strømme til elevskolerne og ridecentrene – for det de vil lære og opleve der, kan de bruge aktivt resten af livet, fortæller CEO i Trolle Company, Ulrich Trolle.

Vær aktiv og del det på Instagram under #aktivesammeniridesporten
Alle, der har lyst til at være en del af ridesportens fællesskab og samtidig vil hjælpe med at støtte op om vores klubber, kan deltage i arrangementet. Ligesom sidste år deltager man i aktivitetsdagen ved at dyrke lige akkurat den aktivitet, man har lyst til (f.eks. ridning, løb, cykling, gåtur med hunden, kæphesteridning mm. – kun fantasien sætter grænser). Tanken er, at man deler et billede af sig selv/sin aktivitet på Instagram under hashtagget #aktivesammeniridesporten, og på den måde kan vi alle følge med i hinandens aktiviteter og heppe på hinanden.

Oplagt mulighed for at åbne klubberne for potentielle medlemmer
Til forskel fra sidste år, er der i år mulighed for at samle flere mennesker, så længe man er udendørs, og derfor opfordrer vi til, at man som klub tænker i at kombinere aktivitetsdagen med f.eks. et åbent hus-arrangement, hvor folk fra lokalområdet kan komme på besøg i klubben og opleve, hvordan det er at være en del af en rideklub. På den måde kan vores fælles aktivitetsdag altså inkludere og være med til at skabe værdi både i relation til eksisterende og potentielle medlemmer.  

Køb en t-shirt og støt klubberne
Udover at være fælles omkring at være aktive er formålet jo også at få samlet penge ind til klubberne, og derfor har vi igen i år designet og produceret en t-shirt til arrangementet, som man kan bestille på forhånd (deadline er den 18. april) og bære torsdag den 13. maj. T-shirten koster 135 kr., og overskuddet går ubeskåret til klubberne.

Sponsorater er mere end velkomne  
Jo flere penge vi i fællesskab får samlet ind, jo mere hjælp kan klubberne selvsagt få, og derfor er sponsorater mere end velkomne. Vi har allerede modtaget tilkendegivelser på sponsorater fra ECCO, Dansk Varmblod, Absolute Horses, Zibrasport Equest, Trolle Company, Absolute Horsetrucks, Øvlisen & far, Stutsborg Rideklub, Sportsrideklubben, Equilive og Brogaarden, og vi håber, at der kommer mange flere til.

Dét går pengene til
Alt overskud fra salg af t-shirts samt alle sponsorater samles i én stor pulje, som alle DRF’s klubber har mulighed for at søge midler fra. Midlerne kan søges til aktiviteter/investeringer/tiltag, som har til formål at rekruttere nye medlemmer og/eller genaktivere nogle af de mistede. I år skal ansøgningerne sendes direkte til DRF, som med sparring fra distrikterne vil vurdere hvilke klubber, der skal modtage støtte. Der kan igen i år søges om beløb mellem 5.000-30.000 kr. pr. klub.

Sådan er det gået sidste års støttemodtagere
Sidste år var Holstebro Sportsrideklub én af de klubber, der modtog støtte, og pengene blev brugt til genetablering af deres udendørs elevskolebane, som siden da er blevet benyttet flittigt – især under den seneste nedlukning. Klubbens formand, Mikael Søgaard, fortæller, at støtten har haft en stor betydning for klubben: ”Elevskolerytterne har været ramt hårdest i denne tid, så dét at kunne vise dem, at vi lægger en ordentlig sjat penge i deres forhold, betyder meget for os.” Og det er ikke kun de eksisterende ryttere, som banen appellerer til, fortæller han: ”Nu kan vi også præsentere en indhegnet elevbane, som kan være med til at skabe tryghed og sikkerhed for nye elever. De elever, der er lidt utrygge, kan blive undervist på en indhegnet bane, hvilket i sig selv kan skabe en tryghed for dem”, afslutter han. Følg med på rideforbund.dk og Facebook i de kommende uger, hvor vi vil dele små portrætter af flere af de elevskoler, der sidste år modtog støtte fra indsamlingen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

De praktiske detaljer
Ridesportens fælles aktivitetsdag løber af stablen i hele landet torsdag den 13. maj fra kl. 8 til 20. Man kan både deltage i arrangementet med og uden køb af t-shirt, men vi håber selvfølgelig på, at så mange som muligt støtter op om sagen igen i år. Bestilling af t-shirt sker via www.Trollecompany.com/aktivesammen, og deadline for bestilling er 18. april. Det vil være muligt at afhente sin t-shirt i perioden 10.-12. maj på en række udleveringssteder rundt om i landet – den fulde oversigt over udleveringssteder kan ses ved bestilling.   

Vil jeres klub være udleveringssted for t-shirts?
Langt størstedelen af sidste års udleveringssteder har sagt ja til at deltage igen i år, hvilket vi sætter stor pris på. Dog kan vi altid bruge flere udleveringssteder rundt om i landet – især på fyn – så hvis jeres klub har lyst til at fungere som udleveringssted for t-shirts i jeres område, så send en mail til marketing@trollecompany.com.

Vi håber på at ’se’ så mange af jer som muligt den 13. maj, når vi er #aktivesammeniridesporten.

/Dansk Ride Forbund.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner