Nu er det tid til DM i military

17-09-2019 12:01

Britt Carlsen

Der er mere end 100 ryttere til start i den kommende weekend, hvor Sportsrideklubben afvikler Copenhagen Eventing med DM i military på den smukke terrænbane i Høsterkøb

Når de danske mesterskaber i military i weekenden afgøres til Copenhagen Eventing kæmper hele 17 danske ekvipager om guld i den 3-stjernede DM-klasse, som er sponseret af Agria Dyreforsikring. Det er en del flere ryttere end for bare få år siden og et godt tegn på, at militarysporten i Danmark for alvor er i fremdrift. Samtidig kommer mange internationale ryttere fra de nordiske lande og Tyskland til Bernstorffsparken og Høsterkøb for at deltage i den internationale konkurrence.

Mere end 100 ryttere til start
Også i stævnets to andre klasser, Blue Hors CCI2* og Copenhagen Snooker CCI1* er der rigtig mange starter. I alt skal mere end 100 ekvipager fordelt på tre klasser i ilden de tre dage stævnet varer. Dressur og ridebanespringning afvikles fredag og lørdag i den historiske Bernstorffspark i Gentofte.

Vejrudsigten ser fin ud og der er gratis adgang for publikum alle dage og Sportsrideklubben håber, at mange vil finde vej til stævnet. Især til det afgørende terrænridt på søndag den 22. september i Høsterkøb. 

På den smukke private ejendom Lundegården er rytterne i gang fra kl. 10 om formiddagen og DM klassen forventes at starte kl. 14:30. Terrænbanen er åben for publikum hele dagen og der er rig mulighed for at købe både mad og drikke på banen. Også en flot champagnebar er på plads!

En stor tak til de frivillige
Det store stævne over tre dage kunne slet ikke lade sig gøre uden kæmpe håndsrækning fra de mange frivillige, som sætter en eller flere dage af til at hjælpe med at få alting til at fungere. Alene på terrændagen er mere end 80 frivillige i gang fra morgen til sen eftermiddag. Der kommer endda frivillige helt fra Sverige og Tyskland for at give en hånd med.
Sportsrideklubben glæder sig til at byde ryttere, heste og publikum velkommen til tre spændende dage.

Du kan følge stævnet på facebook.com/copenhageneventing og resultaterne på online.equipe.com

Kilde: pressemeddelelse/SPR

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner