Copenhagen Eventing 2014

20-06-2014 14:32

Når Sportsrideklubben er værter for det internationale militarystævne Copenhagen Eventing fra den 11.-13. juli bliver det med deltagelse af ryttere fra hele 6 lande. Og fra alle lande, er det eliten der kommer til start

Copyright Ridehesten.com
Peter Flarup og CTS Twin Peaks ved Copenhagen Eventing 2013.

Der bliver kamp om placeringerne, når næsten mere end 130 heste og ryttere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland samt Tyskland og Østrig rider om guldet til Copenhagen Eventing. Og for de danske rytteres vedkommende, skal også danmarksmesterskaberne for hhv. seniorer og junior/youngriders afgøres.

Flere OL- og EM-deltagere kommer til start. Bl.a. danske Peter Flarup og Niels Haagensen, tyske Peter Thomsen og Kai Rüder samt svenske Niklas Lindbäck. Også den danske militaryelite møder med 28 ryttere talstærkt op til stævnet, der på få år er blevet en populær tradition. Et godt eksempel er Tyskland, som i år er den nation, der med 45 heste sender flest ekvipager til København.

Gratis adgang alle dage. Flot ridning og skønne omgivelser
Der er med andre ord store oplevelser i vente for publikum, som lægger vejen forbi stævnet. Fredag og lørdag står programmet på dressur og ridebanespringning i Bernstorffsparken ved Gentofte. Og søndagens afgørende terrænridt finder sted på Fam. Martinsens smukke ejendom Lundegården i Høsterkøb.

Under søndagens spændende terrænridt er publikum velkomne til at bevæge sig rundt på terrænbanen på egen hånd. Der vil også være gratis, guidede rundvisninger søndag formiddag og eftermiddag. Rundvisningerne er en god mulighed for at gå den fantastiske terrænbane igennem med en erfaren militaryrytter og lære mere om militarysporten. Tid og mødested for rundvisningerne annonceres på stævnets hjemmeside, copenhagen-eventing.dk, i god tid.

Caféen og champagnebaren har åbent hele dagen og det er muligt at købe både mad og forfriskninger. Parkering ved Lundegården i Høsterkøb søndag koster 50 kr. pr. bil. P-billetten er samtidig lodseddel til lodtrækning om flotte præmier ved præmieoverrækkelsen søndag eftermiddag.

Læs mere om stævnet, tidsplan og vejbeskrivelser på www.copenhagen-eventing.dk.

Og følg med på www.facebook.com/CopenhagenEventing2014

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner