Thomas Bach Jensen
Kallehavegaard har de seneste dage dannet rammen om et landsstævne i military med fire mesterskaber, nemlig DM for seniorer, DRF's mesterskab for junior-/ungryttere samt for ponyryttere i hhv. kat. 1 og 3. Tilslutningen har ikke været stor, men det har til gengæld de sportslige indsatser.
I seniormesterskabet, der afvikles i den eneste trestjernede klasse, der ride på dansk jord, var der fem ekvipager til start. Her kom sidste års DM-sølvvinder bedst fra start i dressuren, nemlig 36-årige Zenta Vinther og den 13-årige DV-hoppe Zoe e. Blue Hors Zack/ De Noir (opdr. Betina Berwald og Per Christensen), da de kun fik 30,8 strafpoint. Tæt efter dem med 31,2 kom Sissel Schult med den 15-årige trakehnerhoppe Haloiza e. Okavango /Antares (opdr. Helen og Søren Nissen), men lørdagens terrænsspringning fik kedelige konsekvenser for Sissel Schult og Pia Refslund Elbo, der begge måtte udgå.
Dermed var de tre ryttere, der kom til start i søndagens ridebanespringning, sikret en medalje. Af dem kom både Zenta Vinther og Emma Malou Grubbe med 8-årige Gaya-Vitz e. Godsend du Reverdy/ Cosmeo (opdr. Lone Sørensen) fejlfrit igennem terrænnet, dog med lidt tidsfejl.
Zenta Vinther havde lagt sig suverænt i spidsen og kunne tillade sig flere nedslag på springbanen i dag, men Zoe tog kun en enkelt bom, hvorved DM-guldet var sikkert i hus. Emma Malou Grubbe og Gaya-Vitz var i dag fejlfrie på springbanen og sikrede sig DM-sølv, mens bronzen gik til Vivan Ryslinge med sin hjemmeavlede 11-årige vallak Eventer de Vision e. Escapology T/ Ulrich Z.
– Zoe var så sej og gik dressuren uden fejl, og i terrænnet åd hun simpelthen banen, og vi havde en af de bedste ture, vi nogensinde har haft, hvor jeg havde en rigtig god følelse af overskud. Det betød så, at jeg på springbanen i dag stort set bare skulle undgå at falde af eller ride forkert bane, og det gik, fortæller Zenta og fortsætter:
– Efter sidste års sølvmedalje har jeg fået lagt et stort forventningspres på mig selv, så jeg har været lidt presset hele ugen op til stævnet. Derfor var det godt at komme i gang og mærke, at Zoe bare var med på legen. Hun elsker det simpelthen, og jeg ved ikke helt, hvor hun har sin springteknik fra, men jeg vil sige, at nok mest springer med hjertet. Nu er vi på vej hjem, og Zoe glæder sig uden tvivl til at komme ud på græs sammen med alle sine venner. Hun går på døgngræs i en flok på 15 heste med følhopper og plage, og det trives hun optimalt med. Nu får hun en uges ferie, inden vi genoptager træningen.
Zentas stævnemål for resten af sæsonen består af DM for hold i Haslev i august og NM i september, og der forinden vil hun forsøge at komme ud at starte et eller to internationale stævner. En mulighed er Luhmühlen, men lige nu hælder Zenta mere til Sahrendorf om seks uger.
Lige nu prøver hun at forstå, hvad der er sket, men regner med, at det tager et par dage med at sive helt ind:
– Jeg forstår det ikke helt endnu, men det føles godt, slutter hun.
I magasinet Ridehestens majnummer kan du læse en profilartikel af militarytter Zenta Vinther.
Hos de unge ryttere var der syv ekvipager i mesterskabet, og først i dag udgik en enkelt, hvilket var med til at bevare spændingen til det allersidste, for ekvipagen var meget ligeværdige igennem konkurrencen. Således lyder det endelige resultat for de fire bedste ekvipager på 30,9, 31,4, 31,8 og 32,0!
De tre medaljevindere har absolut fejlfri i både terrænspringningen og på springbanen. Guldet gik til Siw Kaas og den 13-årige Zo Spezial VDL e. Zavall/ Acorado I, mens andenpladsen og dermed DM-sølv gik til Sara Korsbæk Sørensen og den 9-årige DV-hoppe Delilah e. Diadon/ Quite-L (opdr. Stutteri Sorgenfrei). Bronzepladsen, der også blev kæmpet hårdt for, gik til Annika E. Andersen og den 8-årige DV-vallak Apollo Creed e. Bøgegårdens Apollo/ Solos Landtinus (opdr. Pia Gørtz Augustinus)
Hos ponyrytterne udgik en af de tre kat. I-ekvipager i terrænnet, hvor de to øvrige var fejlfrie. I dag på springbanen indløb der to nedslag til Maja Venø og Rolsteds Viola e. CE Roberto/ Julio Mariner XX (opdr. Emil Rolsted), som dermed satte sig på DM-sølvet. Iben Fertner, der har ligget i spidsen fra dressuren, holdt sin føring helt til sidst, hvor hun og den 13-årige hoppe Hesteklewa Melanie e. Hohnhorst Jeremy/ Skouboe Morning Rock (opdr. Fam. Kaas) igen var fejlfrie og kunne lade sig hylde som nye mestre.
Mesterskabets eneste kat. 3 pony udgik i terrænet.