Nordmand i spidsen for Bundgaard Byg Cup

17-11-2012 18:59

Britt Carlsen

Denne weekend står i dressurrens tegn på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg, hvor hovedattraktionen er finalen i Bundgaard Byg Cup

Her til aften har 13 ryttere redet Intermediaire I som en del af finalen i Bundgaard Byg Cup, hvor den endelige afgørelse falder søndag efter kür-konkurrencen. Det blev norske Trude Hestengen og avlshingsten Tobajo Pik Disney (kåret i Norsk Varmblod), der trak sig sejrrigt ud af kvalifikationsklassen. Trude kom til start i finalen med en sejr i Ikast Rideklub i bagagen. Trude sejrede i dag med 70% og henviste Nanna Skodborg Merrald og JJ Defender til andenpladsen med 69,035% foran Lena Leschly Åmand og Gørklintgårds Fanero der opnåede godt 67%. I den samlede stilling, efter sæsonens tre kvalifikationsstævner i Holte, Broholm og Ikast er det Carina Nevermann Torup og Blue Boy der har optjent flest point foran Nanna Skodborg Merrald/JJ Defender og med Maria Anita Andersen og Blue Hors Rush Hour på tredjepladsen. Hallen på Vilhelmsborg er smukt julepyntet, det er muligt at købe specialkaffe og andre lækkerier i et par boder, så jeg kan kun opfordre til at kigge forbi Vilhelmsborg søndag, hvor der foruden finalen i Bundgaard Byg Cup bl.a. afvikles Grand Prix Special og Prix St. Georges.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner