Thomas Bach Jensen
Den nu 17-årige Negro e. Ferro / Variant har produceret et stort antal meget talentfulde rideheste helt fra sin første årgang af afkom. Som det ofte er set før, så har det taget mange år, før det helt store internationale avlsgennembrud skulle komme. Med afkommet Valegro, der sidste år strålede som en ny stjerne på den internationale dressurhimmel og som i år er blandt favoritterne til en individuel OL-medalje, er Negros popularitet steget markant. Negro blev selv kendt som en dressurkomet med en lysende fremtid. Desværre blev hans karriere under Anne van Olst i international Grand Prix alt for kort, da en uhelbredelig skade satte et punktum for hans liv som ridehest. Han har siden hen levet et liv som avlshingst i skyggen af de mange populære hingste, hvor mange igen er forsvundet uden at sætte bemærkelsesværdig spor i avlen. Men det har Negro. Han har formået at præge sit afkom stærkt med mange værdifulde kvaliteter som et helt fantastisk sind, ridelighed og vilje til at arbejde. Hans ofte meget kraftfulde afkom har vist, at de har en udpræget evne for at lade sig samle og sætte sig. Det har tyskerne også opdaget, og derfor har Reiter Revue skrevet en artikel om den store avlshingst Negro.