Det gik med al hast, at min søde hustru fik besked om at hun kunne komme med til stævnet i Herning. Fra hun fik beskeden, til hun var afsted mod motorvejen og stævnebanen, gik der under et døgn. Så kunne jeg stå tilbage på farmen med flokken. På et døgn gik jeg altså fra at være rundt i diverse medier og tale amerikansk politik og min nye bog til at skulle stå for at holde styr på stalden.

Tirsdag den 3. marts havde været noteret i min kalender igennem lang tid. Som USA-kommentator var den markeret, fordi det var den såkaldte ”Super Tuesday” i USA, hvor 14 delstater samme dag skulle stemme om, hvem de mente skulle være deres præsidentkandidat. Og derudover var dagen markeret i kalenderen, for det var også dagen for udgivelsen af en ny stor bog om amerikanske præsidenter, som jeg har været redaktør på. Alt dette betød også, at jeg skulle i Go’ Morgen Danmark og tale om valget og bogen, og videre til Radio100 og Nova FM om samme emner.
Men, men, men, det største kryds i kalenderen i vores lille hjem var sat af min hustru, fordi det var sidste dag, hvor der kunne komme besked om deltagelse til stævnet i Herning.

Og det gjorde der sandelig! Tirsdag kom jeg hjem og var pænt baldret efter at have været oppe kl. 4 for at være i et tv-studie kl. 6, men da beskeden kom fra Herning, så blev tempoet tvunget op i gear. Så kommer man da i hvert fald ned på jorden igen, hvis man skulle være blevet lidt for højtflyvende af at tilbringe formiddagen som ”ekspert i amerikansk politik”. Så kan hestepiger bringe en ned på jorden igen, som da min hustru gjalder til mig i sin arbejdsiver: ”Kan du ikke lige fjerne lort i traileren?” – ”øh, jo. Så går jeg lige ind og klæder om fra jakkesættet…”

Nå, men så står man lige med ansvaret for de der væsner, som trods deres størrelse og kræfter jo er noget af det mest hjælpeløse – men samtidig voldsomt manipulerende overfor os som ikke er vant til at omgås heste, og ikke altid er super skarpe til at aflæse dem.

En vigtig del af opgaven i disse dage var f.eks. at give hestene hø. Lad mig lige indskyde her, at der næsten ikke er nogen anden opgave i stalden, som jeg HADER mere end at give hø. Det er besværligt at håndtere, det kradser og finder vej alle steder i ens tøj – selv det man ikke har haft på i stalden! Flere gange har jeg prøvet at hænge min jakke op i garderoben på arbejde, for så at se hø drysse ned på gulvet nedenunder. Behøver jeg sige, at mit ry som en bonderøv var ret garanteret derefter? Det er forfærdeligt at give hø, og nu havde jeg ansvaret for at give hø til hele stalden.

Og så kommer vi til, hvordan disse væsner er voldsomt manipulerende. For hvis man ikke lige er vant til at stå med al arbejdet i stalden, så skal man de første par dage holde tungen lige i munden for at huske det hele – jeg skal i hvert fald. Og jeg går f.eks. meget op i at hestene får mad, mens jeg er alene med dem. De skal sat’me ikke sulte! Meget må de beskylde mig for, men ikke at jeg ikke har fodret dem! Men, men, men, derfor sørger jeg jo for at fodre dyrene, og så laver jeg andre ting. Men fordi man så kan miste overblikket lidt som uerfaren hestepasser, så griber hestene straks muligheden, som de manipulerende væsner de er. ”Neeej, jeg har ikke fået mad. Kan du ikke se hvor udsultet jeg er? Du glemte sikkert også at fodre mig i går, så du må give mig EKTRA meget i dag!” Grr… Det er jo total feje hold. Nå, men jeg tror dog ikke, at nogen heste fik to gange mad på én aften, og der var heller ingen af dem, som døde af sult.
Så alt i alt kan man vel godt tælle det som en succes.