Kære Ridehesten junior

I weekenden var jeg til årets første Ecco Cup med  to´er ponyerne.

Vi kørte Aurora derned torsdag og Da Capo, som er hingst tog vi med frem og tilbage, da jeg synes det er bedst.

Fredag skulle vi ride PRI. Da Capo gik en rigtig fin tur til 67% og endte som nummer otte. Aurora var lidt mat og gik 68 % og endte på en femteplads som første uplaceret. Næste dag var det PRT. Det er et program, som jeg har øvet mig ret meget på, og jeg følte mig godt forberedt, men Da Capo virkede lidt træt og stiv og gik 65,9, kun 0,1 % fra de 66% som var målet for at få en A kvalifikation. Aurora gik et virkelig fint og energisk program lige indtil vi nåede kontragaoppen i det ene hjørne, så faldt hun pludselig i trav for mig. Noget jeg aldrig har prøvet med hende før, så det kostede to 4 taller, hun fik 69% og dermed endte hun igen som første uplaceret. Søndag var det kür. Da Capo gik b finale til 68% så det var ret ok. Aurora skulle gå A finalen. Hun var super energisk og fin i hele programmet, lige indtil vi skulle vende ned og lave fri galop, jeg tror hun blev forskrækket over blæsten, der larmede, for pludselig ud af det blå, stak hun af. Jeg fik hende stoppet og fandt tilbage i programmet og musikken igen, men det kostede jo nogle points, så hun fik 69% og endte igen som første uplaceret.

Udefra set kan det jo godt virke som en lidt ærgerlig weekend – første uplaceret på Aurora alle dage og 0,1% fra en A kvalifikation på Da Capo, men sådan ser jeg ikke på det. Da jeg var lille kunne jeg godt blive ked af det, når tingene ikke lige gik, som jeg havde håbet med ponyerne, og jeg har også haft en periode, hvor jeg blev nervøs, når jeg skulle ride de store klasser. Nogle gange så nervøs, at jeg kastede op midt inde i programmet. Så jeg har arbejdet meget med mig selv og min indstilling. Jeg er meget inspireret af Rasmus Bagger, og jeg har set hans videoer på Youtube. Han siger, at man ikke skal ærge sig over ikke at nå sine mål, han siger i stedet tillykke, for de fejl vi laver, kan vi lære af. Så jeg tænker mine ridt igennem og ser dem på video. Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hvad skal jeg træne for at ændre det til næste gang? Jeg taler også meget med min træner og mine forældre om, at jeg skal ride for min egen skyld - ikke for alle mulige andres skyld. Jeg rider, fordi det gør mig glad, og fordi jeg elsker at arbejde med ponyerne og uddanne dem.

Jeg har også arbejdet meget med min opvarmning. Før kunne jeg godt blive lidt ukoncentreret og komme til at se på de andre, hvordan de gjorde, eller lytte efter hvilke procenter, da andre havde redet. Men nu lukker jeg mig ligesom inde i min egen boble. Fra jeg sadler ponyen op handler det kun om mig og min pony.

På mandag kommer Cathrine Dufour på besøg på min rideskole og fortæller om, hvordan hun forbereder sig til stævner, så det glæder jeg mig til at høre.

I kan følge med i min træning på #jkj.dressage

Kærlig hilsen

Johanne