Johanne Kofod Jensen
Kære Ridehesten
Vi kørte derover om torsdagen, så ponyerne kunne vænne sig til banerne, før de skulle gå de første klasser fredag. Vi havde lejet en campingvogn, som stod klar derovre, så vi kunne være tæt på ponyerne hele weekenden. Det var helt vildt dejligt, at mødes med alle mine veninder fra Nordisk igen, for vi havde jo ikke set hinanden hele sommeren.
Første dag skulle Revo gå PRI. Han var rigtig fin på opvarmningen, men blev lidt mat i travturen inde i programmet, men gik en flot galoptur og blev nummer to med 67%. Auroras DM klasse skulle gå lidt senere. Hun var også rigtig fin. Det var PRT vi red og endte på 70,9% og en fjerdeplads. De 24 bedste gik videre til lørdagens klasse, så det var alle 2’er ponyer. Vi trak lod om rækkefølgen på den måde at den halvdel, som har flest points trækker lod om de sidste startnumre, så Aurora og jeg skulle ride i den sidste halvdel.
Om aftenen var der clinic med Dennis Fisker. Han skulle fortælle om, hvordan det er at gå fra pony til hest. Maja og Frederikke skulle ride på deres heste. Jeg stod sammen med nogle veninder og så på, da Dennis spurgte, hvem der ville prøve hans hest, det var der rigtig mange, som gerne ville, men det skulle være en, som aldrig havde prøvet det før. Han kom hen til os og sagde, at jeg kunne få lov til at ride på hans hest, mit hjerte hamrede helt af spænding, da jeg løb op efter mine støvler og hjelm. Jette hjalp mig først inde i hallen, stigremmene måtte snoes lidt før de passede til mine ben, og jeg skulle lige lære at holde tøjlerne, da den gik med kandar. Da hun havde undervist mig lidt, gik vi ud på banen til de andre. Her lærte Dennis mig at changere. Det var helt vildt sjovt, og vi kunne lave ettere sammen. Til sidst fik vi gaver og der blev taget billeder, hesten var mega sød og Dennis fortalte mig heldigvis først bagefter, at den faktisk godt kunne være ret vild.
Lørdag red jeg PRT på Revo og PRM på Aurora. Hun var virkelig fin igen og gik over 71% og endte på en fjerdeplads. Revolution var mat og træt i varmen. Han gik 65%, men endte pænt midt i feltet. Om aftenen var der rytterfest. Det var super hyggeligt. Vi skulle selvfølgelig også til lydprøve med Kürmusikken og bagefter spillede vi rundbold i hallen.
Søndag var der finale. Først skulle jeg se treerne for jeg skulle heppe på min gamle pony Stallone, som jeg købte for mine egne penge i Den blå avis og uddannede til DM. Han vandt sidste år med Karoline og i år skulle han gå med Ulrikke. Og tænk han vandt simpelthen igen, jeg var bare så glad og stolt over ham. Han er verdens bedste lille treer pony.
Jeg havde trukket start nummer 14 i Kür, så jeg skulle ride næstsidst på Aurora, da det kun er de 15 bedste, som kommer i A-finalen. Hun var super fin på opvarmningen, og hun gik den bedste trav og skridttur, men da vi kom til galoppen blev hun forskrækket og det kostede nogle points, men vi endte på over 70% alligevel, og det lykkedes at holde vores fjerdeplads samlet.
Vi fik sløjfer på og red æresrunde, DM var en helt fantastik oplevelse og jeg ved bare, at jeg skal hjem og spare sammen til en juniorhest nu.
Kærlig hilsen
Johanne