Johanne Kofod Jensen
En uge før afrejsen mod EM i sommers fik Frida jo en mindre skade. Skaden udviklede sig imidlertid, da hun blev forfangen, og i flere døgn var hun indlagt og svævede mellem liv og død. Heldigvis klarede hun krisen, og efter en uge kunne vi hente hende hjem.
Vi begyndte en langsom genoptræning efter dyrlægens plan, alting gik planmæssigt, og hun blev godkendt i de løbende kontroller, men efter flere måneder virkede hun stadig stiv, selvom hun ikke var egentlig halt. Jeg var meget bekymret for hende, og ville ikke belaste hende, hvis hun havde ondt. Jeg troede faktisk aldrig, vi ville kunne vende tilbage til stævnebanerne. Så fik jeg et godt råd af nogle af vores venner i sporten. Jeg skulle pakke hende ind i fåreuld, og det hjalp! Pludselig havde jeg den gamle Frida tilbage, og jeg kunne begynde at overveje at kunne konkurrere igen.
ECCO-cuppen er en turnering, som jeg altid har prioriteret højt, jeg synes, det er så skønt, at vi har sådan en konkurrence herhjemme, så jeg ville gerne prøve at nå at ride 3. afdeling, så vi måske kunne kvalificere os til finalen på Blue Hors. Jeg drøftede det med min træner Pernille, og hun sagde ok for, at vi prøvede at gå efter den, selvom tiden var knap. Så jeg meldte til stævnet på Heslegård.
Min far og jeg kørte derover fredag, vi nåede lige at passere broen, før den lukkede pga. vinden. Vi havde besluttet, at Frida ikke skulle gå opvarmningsklassen for at skåne hende. Jeg skridtede hende bare lidt let om aftenen. Det var så dejligt at gense mine rideveninder efter den lange pause og ride sammen igen.
Lørdag gik så konkurrencen. Der var lidt sommerfugle i maven på os begge efter den lange pause, og Frida kiggede en lille smule, men vi fik en rigtig god tur til over 70% og blev nummer to. Da programmet var slut, græd jeg af glæde og var meget taknemlighed. Det var bare så fedt at få lov til at konkurrere med min bedste ven igen.
Vi er nu kvalificeret til finalen på Blue Hors, og jeg glæder mig helt vildt.
Kærlig hilsen
Johanne
