Foto: Privat

I sidste uge var Armantic og jeg til stævne ude på Riders Cup, hvilket hidtil nok har været vores dårligste præstation ever. Vi har været derude en gang før tilbage i november, hvor vi havde nogle rigtig gode ture, og hvor Armantic var med mig hele vejen. Denne gang var alting dog anderledes.

Ude på opvarmningen var Armantic som sædvanligt oppe i højt gear, og var lidt svær at styre rundt, men ikke mere end sidste gang. Vi havde denne gang sat en stor rød sløjfe i halen for at undgå, at andre heste kom for tæt på hans bagpart, da han er meget sart med heste der kommer bagfra. Dette var dog ikke til den store hjælp, da jeg lidt følte at folk var ligeglade med denne, og jeg følte ikke at folk generelt tog så meget hensyn til hinanden. Trods dette fik vi egentlig nogle super gode opvarmningsspring, hvor Armantic sprang med god energi og masser af overskud.

Vi havde meldt til i 2 gange 90 cm metode B0, og vi havde kun en rytter imellem vores to runder, hvilket var rigtig fint, for så skulle vi ikke vente så længe på at ride anden runde. Da vi så kom ind på banen stod den som sædvanlig snorlige med masser af pynt og farver, og der var som altid styr på afviklingen. Da vi fik startsignal, var det lidt som om at Armantics humør vendte brat på en tallerken. Da vi red hen mod første spring klodsede han bremsen i og nægtede at hoppe over. Trods flere forsøg, hvor jeg prøver at ramme ham ind, lykkedes det mig ikke at få ham over en eneste gang på de to runder, og da vi forlod banen var jeg skuffet over vores præstation, men jeg vidste samtidig også, at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at få en god tur. Alle afstandene hen mod første spring passede helt perfekt og Armantic hverken kiggede eller var bange for springet. Han havde simpelthen bare sat sig for, at han ikke ville over, og da han er en hest med et kæmpe ego, kan det til tider være svært at ændre hans indstilling. Det er selvfølgelig helt klart noget vi skal arbejde videre på, men jeg har aldrig oplevet ham sådan til et stævne før, så det kom lidt bag på mig. Når alt kommer til alt ved jeg hvordan Armantic kan være, så derfor lader jeg hurtig en præstation som denne flyve ud af hovedet. Det vigtigste er at tænke fremad, og tage vores dårlige ture med et smil på læben, for det er her man finder ud af hvad man skal gå hjem og arbejde ekstra meget på. Der er ikke andet for end at træne videre, og med vores nye mulige springunderviser ser fremtiden lys ud.

Til sidst vil jeg også lige komme med en høflig opfordring til at man passer på hinanden i opvarmningen, uanset alder niveau osv.

Jeg håber, at i kunne lide at læse med.

KH Rebecca