Nanna og Znickers vandt i Hjallerup

15-02-2024 22:43

Med tre klasser er der i dag, torsdag, blevet taget hul på landsstævnet i dressur i Hjallerup. I dagens Grand Prix tog Nanna Skodborg Merrald sejren med en af sine upcoming stjerner

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald på Blue Hors Znickers. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Årets andet landsstævne i dressur finder sted fra i dag til på søndag i Hjallerup. Ridehallen bød her til aften –  efter en Prix St. George klasse og en Intermediare II –  på Equsana Senior Grand Prix med ni ekvipager til start. Startlisten var spækket med profilerede navne, hvor Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack/De Niro (opdr. Hans Rode) red sig til sejren med hele 76,500%. Nanna debuterede den 11-årige Znickers på Grand Prix niveau i sommeren 2023, og ekvipagen har siden da kun haft ét ridt til mindre end 70%. Om aftenens tur fortæller Nanna:

Han var virkelig fin. Det var klart min bedste tur på ham til dato, hvor jeg virkelig fik ham afslappet. Jeg er mega godt tilfreds, lyder det fra en glad Nanna. 

Se et klip fra Nanna og Znickers ridt her:

Nanna blev efterfulgt af to unge dressurpiger, hvor det blev Sophia Boje Obel Jørgensen, der med 72,100% besatte andenpladsen i sin kun anden Grand Prix start. Resultatet blev redet hjem sammen med hoppen Foldagers Chablis e. Blue Hors Romanov/Idocus (opdr. Mette Boje Frederiksen). Efter den ene Sophia kom den anden; det blev nemlig Sophia Ludvigsen, der tog tredjepladsen med 71,633% på Blue Hors Veneziano e. Vivaldi/Donnerhall (opdr. Blue Hors Apps), og derfor skulle hun på podiet sammen med Blue Hors kollegaen Nanna. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Stævnet blev før Grand Prixen indledt med AB Rideudstyr Prix St. George Heste, hvor Sophia Boje Obel Jørgensen tog førstepladsen på Askari Pilekjær e. Apache/Florestan I (opdr. Anne Mette Rossen og Lars Langendorff) med 72,281%. Foruden Chablis og Askari havde Sophia også medbragt sin nyeste hest i stalden, Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Meyland), med hvem hun blev nr. fem. En anden ung rytter, Lea Andreasen Thorabi, red sig ind på andenpladsen, mens berider Anne-Mette Strandby Hansen tog sig af tredjepladsen. 

I Equsana Intermediare II var der otte starter og dermed to placeringer. Dem tog Cecilie Dybro Jensen med Blue Hors Bentley e. Belissimo M og Carina Cassøe Krüth på Koblenz-ST e. Vincent Maranello/Uphill sig af, da de blev nr. et og to med henh. 72,807% og 71,798% som resultat.

Stævnet fortsætter i morgen med klasser for alle alderskategorier. Der lægges ud med PRT for ponyer, efterfulgt af MB1 for juniorer. Senere rides MA2 for youngridere og U25 Grand Prix. Aftenen sluttes på toppen med Grand Prix Special, hvor Nanna er til start med Znickers igen. Også Sophia Obel samt Daniel Bachmann, der blev nr. fire i aftenens Grand Prix, kommer til start igen. Der er altså nok at se, hvis man lægger vejen forbi Hjallerup i løbet af i morgen. Se start- og resultatlister her.

Ridehestens fotograf vil være til stede bag kameralinsen hele fredag. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner