Trine Askjær-Jørgensen
Ved det internationale stævne på Vilhelmsborg afvikles der i denne weekend FEI World Cup-dressur, men der er også en lang række andre dressurklasser blandt andet en 3-stjernet lilletur og en stor tur.
I dag var første dag med lilletur, og her var blandt andre tre af de danske VM-holdguldvindere til start i Prix St. Georges-klassen med, hvad der formentlig bliver deres kommende stjerner inden så længe.
Nanna fik Dannebrog til tops
Bedst af ekvipagerne blev Blue Hors-rytteren Nanna Merrald Rasmussen, som var til start med den tidligere championatsdeltager og UVM-sølvvinder Blue Hors Touch of Olympic L. e. Blue Hors Don Olympic/ Fiedermark (opdr. Anja & Jan Petersen). Den røde vallak så ud til at være flyvende i dag, og sammen red de to en meget overbevisende tur, som resulterede i en score på 74,206% og en sejr foran tyske Helen Langehanenberg med hoppen Zaeta de Malleret, som ellers først i klassen havde lagt hårdt fra land.
Cathrine debuterede ny hest internationalt
Med den røde vallak Vividus QRE (SWB) e. Zaladin MI/ Don Charly 1052 var Cathrine Laudrup-Dufour anden ekvipage til start i klassen. Den svenskavlede vallak er syv år i år, og det var dermed hestens første start på internationalt niveau. I dag så det ud til, at Cathrine lagde lidt forsigtigt fra land og prioriterede at få en god og sikker første tur på Vividus i de store rammer. Der var da også kun en lille fejl, og generelt sås det tydeligt, at Cathrine, der på nuværende tidspunkt er at finde på verdensranglistens anden- og tredjeplads, ved præcist, hvordan hun skal hjælpe sådan en ung hest rundt på banen. Det resulterede i en score på 71,647% og en tredjeplads.
På fjerde- og femtepladsen blev det også danske ekvipager, nemlig henholdsvis Marianne Helgstrand og Elverhøjs Raccolto e. Sezuan 2/ Sandro Hit (opdr. Berith Nielsen) med 70,853% og Rikke Dupont med Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave) med 70,794%.
Stævnets start- og resultatliste.