Mille og Donna Fetti 2'er i Stadl Paura

29-03-2013 14:55

I dagens individuelle FEI-program for ungryttere sluttede Mille Larsen Warncke og Langkjærgaard's Donna Fetti på en flot andenplads

Copyright Ridehesten.com
Mille Larsen Warncke og Langkjærgaard's Donna Fetti. (Arkivfoto: Ridehesten.com)

I østrigske Stadl Paura har de danske ungryttere i dag været i vælten og igen gjorde særligt Mille Larsen Warncke sig godt bemærket på den altid elegante og velgående DV-hoppe Langkjærgaard's Donna Fetti e. Blue Hors Don Schufro/World Cup I (opdr. Marianne og Jens Søndergaard). I dagens individuelle FEI-program for ungryttere opnåede ekvipagen en score på 70,05%, hvilket rakte til en andenplads under en tiendedel procentpoint efter klassens vinder, østrigske Lea-Elisabeth Pointinger på Gino 333, som sluttede med 70,13%.

Klassens øvrige danske deltagere placerede sig tæt op ad hinanden som nummer 11, 12, 13 og 14, hvor Anja Bodé på Atterupgaards Valdemar e. Welt Hit II/Frühling (opdr. Munch Nielsen) opnåede 66,53%, Josefine Friberg på Langargers Lorambo e. Loran/Rambo (opdr. Charlotte Friberg) opnåede 66,45%, Cecilie Lyndrup på Lambada e. Lobster/Wersal (opdr. Eva Andersen) opnåede 66,05% og Mie H. Iversen på Alpha De Jeu opnåede 65,21%.

Se flere resultater her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner