Thomas Bach Jensen
Flora Freeman driver et hannoveanerstutteri i Australien og er passioneret dressurentusiast. Hun rejste i sidste uge 24 timer fra Sydney til Verden for at se verdens bedste unge dressurheste. I fredagens kvalifikation forelskede Flora sig fuldstændigt i den danske hoppe UNO Donna Unique. - Jeg har aldrig set en hest få karakteren 10 før, men den danske hoppe er hele min lange rejse værd, udbrød den australske avler, der blev rørt til tårer af UNO Donna Uniques og Andreas Helgstrands kvalifikationsridt. Flora Freeman opdrætter selv tyske heste i Australien, men udskiftede i Verden sin elegante sommerhat med en Dansk Varmblods kasket, som hun bar resten af weekenden. Ved UNO Donna Uniques finaleridt sad hun iført sin nye kasket helt op ad barrieren, optog ridtet på video og brød ud i jubel sammen med alle danskerne, da den danske ekvipage vandt guld.
Læs meget mere om stævnet, resultaterne, rytternes udtalelser med meget mere i magasinet Ridehestens septembernummer. Og følg med her på siden de kommende dage hvor vi viser web tv klip fra fejringen af sejren - fotos og kommentarer.