Mikala og My Lady gør det igen

29-03-2015 13:57

Fredagens Grand Prix-sejr var ikke nok for Mikala Gundersen og My Lady, for i går red de sig ligeledes til en sejr i Grand Prix kür

Copyright Ridehesten.com
Mikala Gundersen og My Lady. Foto: copyrightSusanJStickle.com

Der var hele fem CDI-klasser på programmet i går ved Global Dressage Festival i Wellington, Florida, hvor turneringens sæson 2015 afsluttedes.

Danske Mikala Gundersen og My Lady e. Michellino/Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm) vandt Grand Prix kür med hele 76,450%, og ekvipagen har også denne sæson være en af publikums absolutte favoritter. Mikala Gundersen og My Lady er desuden den ene af de tre ekvipager, der vil repræsentere Danmark ved World Cup-finalen i Las Vegas i april – de to andre er Lars Petersen på Mariett e. Come Back II/Sidney (opdr. Gunnar Mousten) og Agnete Kirk Thinggard på Jojo AZ.

- Vi fandt først mandag ud af, at vi kom med til Vegas, så jeg er faktisk glad for, at vi besluttede os for at komme til dette stævne. Jeg havde brug for at ride stævne én gang mere inden, og det gjorde jeg i dag. I elsker min musik så meget, og jeg nyder det bare, fortalte Mikala smilende.

- Jeg føler, jeg har mere piaffe og passage fra hende, og jeg tror, det var et højdepunkt denne sæson, men hver dag er et højdepunkt på hende, bemærkede Mikala om My Lady.

I samme klasse blev det til en syvendeplads til den danske bronzemedaljehoppe Trøstruplunds Scarlet e.  Blue Hors Don Schufro/Blue Hors Romancier (opdr. Stutteri Trøstruplund v/Søren Clausen), som med amerikanske Kasey Perry i sadlen opnåede en score på 71,075%.

I går blev der også afviklet finale i FEI Nations Cup CDIO3*, som var en kombination af ekvipager i Intermediaire I kür og Grand Prix kür. Her blev vinderen amerikanske Laura Graves på Verdades e. Florett As med 80,175% i Grand Prix kür. Syvendepladsen i Nations Cuppen gik til amerikanske Olivia La-Goy Weltz på dansk varmblodsvallakken Rassing's Lonoir e. De Noir/Loran (opdr. Jan og Dorte Rassing) med 73,675% i Intermediaire I kür.

Gårsdagens Grand Prix Special blev vundet af amerikanske Katherine Bateson Chandler på Alcazar e. Contango med 71,529%. På tredjepladsen i klassen kom amerikanske Arlene Page på sølvmedaljehoppen Alina (tidl. Alina Lindebjerg) e. Michellino/Diamant (opdr. Ulla og Kristian Bech) med 70,275%, mens fjerdepladsen gik til endnu en dansk varmblodshest, nemlig vallakken Destiny (tidl. Midt-West Destiny) e. Diamond Hit/Rubinstein (opdr. Poul Erik Nielsen), som med amerikanske Devon Kane i sadlen opnåede 69,843%.

Kilde: pressemeddelelse  

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner