Mesterskaberne i gang hos Sportsrideklubben (video)

15-08-2020 16:47

Annika Knudsen Lorentsen

Høj sol og dygtige ryttere har været kendetegnet for dagens indledende mesterskabsklasser ved Agria DRF Mesterskabet i springning hos Sportsrideklubben i de smukke omgivelser i Bernstorffsparken

Copyright Ridehesten.com
Sula von Bülow med Peppino Il Grande. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Fire indledende mesterskabsklasser er i dag blevet afviklet ved Agria DRF Mesterskaberne i springning hos Sportsrideklubben. De første ryttere der skulle i aktion var 3'er pony rytterne, som red deres klasse allerede i formiddags. 

Sula von Bülow allerbedst
Her var der ingen tvivl om hvem der i dag var bedst ridende, for Sula von Bülow var til start med to ponyer, og med dem placerede hun sig som nr. 1 og 2. 

Sejren tog hun med Sparkel i tiden 68,81 sekunder, mens hun med Peppino Il Grande blev nr. 2 med tiden 73,13 sekunder. På tredjepladsen blev det Emma Josefine Camitz, som ligesom Sula, red en flot fejlfri runde. Det gjorde hun med Aril i tiden 74,30 sekunder. 

Copyright Ridehesten.com
Karla Baad Christensen med Oleary Spartacus. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Karla i spidsen for 2'er ponyer
I 2'er ponyernes klasse var der 17 deltagere til start, hvoraf de syv red fejlfrit, og bedst af dem blev Karla Baad Christensen med Oleary Spartacus, som efter et ridt i tiden 83,88 sekunder har lagt sig i den bedst mulige position inden morgendagens finale. 

På andenpladsen blev det Silje Frederikke Kristoffersen med Bassy, som red fejlfrit i tiden 84,18 sekunder, mens Maria Espersen med Lough Key Dizzy Rascal tog tredjepladsen i tiden 84,60 sekunder. 

Copyright Ridehesten.com
Freya Strandby Møller med Attyrory Rebel. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Strandby Møller sejrede hos 1'er ponyerne
I 1'er ponyernes klasse var det Freya Strandby Møller og Attyrory Rebel der var bedst af de i alt 14 ekvipager. De red fejlfrit i tiden 86,78 sekunder, og var dermed én ud af fire ekvipager der formåede at ride den svære bane fejlfrit. 

På andenpladsen blev det Clara Savas Olsen med Ardary Lady, som red en flot fejlfri tur i tiden 87,13 sekunder. Mens det på tredjepladsen blev Frida Munk Lassen med Grantorino, som red fejlfrit i tiden 87,63 sekunder. 

Copyright Ridehesten.com
Laura Thomey med Serupgårds Corona. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

En glad children vinder
Den sidste mesterskabsklasse i dag var klassen for childrenryttere, og her var det Laura Thomey med Serupgårds Corona e. Carson Ask/Casir Ask (opdr. Heidi Birckham) der red den hurtigste fejlfrie runde i tiden 71,41 sekunder. Hør Laura fortælle om hendes plan for finaleridtet i morgen i videoen nederst. 

På andenpladsen i denne klasse blev det Olivia Hundborg Dresler som med Uno's Safir e. Numero Uno/Amor red en utrolig god fejlfri runde i tiden 76,97 sekunder. 

Tredjepladsen blev indtaget af Filippa Sand Ibsen, som red på den bare 5-årige Dream Of Love e. Diarado/Stakkato (opdr. Heide og Helmut Peters). De red fejlfrit i tiden 78,97 sekunder. 

Se alle resultater fra stævnet her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner