Trine Askjær-Jørgensen
Hilary M. Clayton er en amerikansk dyrlæge, forsker og rytter. I over 40 år har hun stået bag innovativ forskning i heste indenfor områder som biomekanik, halthed, rehabilitering, interaktionen mellem rytter, udstyr og hest osv. Hun har udgivet syv bøger og mere end 200 videnskabelige artikler om disse emner.
En af dem er et studie hun har lavet sammen med tre andre forskere omhandlende ridning med eller uden sadel. Formålet var at måle de krafter og det tryk, der er involveret, når man rider med en traditionel sadel sammenlignet med at ride uden sadel.
En elektronisk trykmåtte blev brugt til at sammenligne kontaktflade, gennemsnitlig totalkraft og trykvariabler for en rytter, der red syv heste i trav og nedsidning i en konventionel sadel eller helt uden sadel.
Brugen af en sadel var forbundet med en større kontaktflade og en højere gennemsnitlig totalkraft sammenlignet med, når rytteren red uden sadel.
Den gennemsnitlige totalkraft uden sadel var lavere end forventet baseret på rytterens kropsmasse, hvilket tyder på, at forskydningskræfter forårsaget af rytterens lår ikke blev registreret af trykmåtten.
På trods af den lavere totale kraft var ridning uden sadel forbundet med højere gennemsnitstryk, højere maksimaltryk og større areal med middeltryk.
Det blev konkluderet, at det at ride uden sadel var forbundet med lokale trykkoncentrationer, der kan øge risikoen for trykinducerede skader på hestens rygmuskulatur. Altså rider man uden sadel, lægges der større tryk på mindre områder af hestens ryg, hvilket man bør være opmærksom på.