Anna Pørtner
Fra på torsdag den 29. maj til søndag den 1. juni danner Hjallerup Rideklub igen rammen om det traditionsrige markedsstævne i springning, der som altid afholdes i festlige omgivelser på markedspladsen under Hjallerup Marked - en begivenhed med rødder helt tilbage til 1744.
Stævnet er et af sæsonens absolutte højdepunkter, hvor landsstævnet i springning kombineres med klassisk markedsstemning, hyggelige stunder og stærk sportslig konkurrence. Med knap 700 starter fordelt over de fire dage, bliver der masser af ridning for både deltagere og publikum at glæde sig til.
Hjallerup Markeds-Grand Prix med eksklusiv hovedpræmie
Et af stævnets absolutte højdepunkter er den store Hjallerup Markeds-Grand Prix, der løber af stablen på lørdag, og rides i en 145 cm høj klasse. Her skal rytterne ud i metode B1, altså hvis flere er fejlfrie i hovedrunden, skal der rides om sejren i en hæsblæsende omspringning. Vinderen kan tage et eksklusivt stævneskab fra ProRider med sig hjem, ligesom der er generøse pengepræmier på spil.
Indtil videre er 12 ekvipager meldt til start, og her er der altså et par ganske unge ryttere i startfeltet. Blandt andet er dette års fjerdeplads i U21-Agria og DRF-mesterskabet, Natasha Tang Kaspersen til start med den 17-årige DV-hingst Volstrups Cash e. Volstrups Casillas/ Churchill (opdr. Pia Holländer) en af dem, der skal prøve kræfter med den spændende Grand Prix. Derudover er unge Annemone Ladefoged Pedersen, der også var en af finaledeltagerne ved dette års U21-mesterskab, ligeledes til start med DV-vallakken Conchillo e. Churchill/ Concorde (opdr. Ane Soltze).
Foruden de unge ryttere, er der også et par erfarne ekvipager til start i Grand Prix'en. Til at gøre dem selskab kommer Karen Møller Rohde nemlig til start med den bare 9-årige vallak Davos Ask Z e. Dakar VDL/ U.S., ligesom Benjamin Saurugg tager den 9-årige hoppe Calynka e. Casalido/ Valentino med til Hjallerup for at kæmpe om sejren i lørdagens Grand Prix.
Ungheste og holdmesterskab
Der er også god grund til at lægge vejen forbi markedsstævnet, hvis man er interesseret i at se fremtidens springstjerner. Stutteri Alfarvad sponsorerer nemlig dette års finale af Youngster Tour for både 5-, 6- og 7-års hestene, der får værdifuld stævneerfaring med sig i bagagen, når de indtager den flotte baner i fantastiske rammer til Hjallerup Marked.
Traditionen tro afvikles der også en kvalifikation af den populære Walber Cup, nemlig 2. kvalifikation af DRF Mesterskabet for klubhold i springning. Her dyster klubhold om vigtige point i kampen om en finaleplads. Første kvalifikation blev afholdt hos Riders Cup i april, hvor Fyens Rideklub lagde sig i spidsen af konkurrencen efter en suveræn sejr. På lørdag mødes ekvipager fra hele ni klubhold på markedspladsen for at kæmpe om point i forhåbningen om en finaleplads.
Ridning fra morgen til aften
Selvom den store Markeds-Grand Prix, Youngster Tour'en og Walber Cup er en stor del af stævnet, så er det ikke det eneste. Hver dag bliver der nemlig redet klasser lige fra LA1* til S1* på den ikoniske markedsbane, så der vil altså være spændende ridning på programmet fra morgen til aften, hvor der som altid er ekstra fede præmier på højkant.
Markedsstævnet i Hjallerup er mere end blot et ridestævne. Det er en oplevelse med hesteglæde, fællesskab, musik, stemning og traditioner i centrum. Med et stærkt program, ca. 700 starter og den helt særlige atmosfære, som kun Hjallerup Marked kan levere, er der lagt op til en uforglemmelig weekend for både ryttere, heste og publikum.