Stilcup 2024 er skudt i gang

26-03-2024 07:33

I søndags blev Stilcup 2024 i samarbejde med AB Rideudstyr skudt i gang på Riders Cup i Herlufmagle. Et stævne, der handler om meget mere end bare at vinde 

Copyright Ridehesten.com
Stilcup er i fuld gang på Riders Cup - et stævne der ønsker at remme bredden. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Stilcup i samarbejde med AB Rideudstyr er i fuld gang på Riders Cup og strækker sig fra den 24. marts 2024 til den 27. marts 2024, med klasser fra LD til MB1* for ponyer og LD til LA1* for heste . Bag stævnet står Ariane Batchelor, der sammen med sin veninde fik ideen til ridestævnet for seks år siden, med en vision om at give bredden mulighed for at prøve kræfter med stævner på niveau med DM og internationale konkurrencer – tanken bag Stilcup er at fremme grundridningen og lære rytterne, at det handler om at ride pænt og harmonisk, understreger Ariane. 

Der er til stævnet både A-finaler og B-finaler, og stilkarakteren over de næste dages kvalifikationer afgør, hvilken en af afdelingerne, rytterne kommer med i – der er både A- og B-finaler A-finalen er med rødt tæppe til vinderen, flotte medaljer, rytterne skal op på sejrsskamlen som til et DM og store flotte rosetter, fortæller Ariane. B-finalerne vinder  et blåt tæppe, en pokal og ligeledes en stor, flot roset. 

Copyright Ridehesten.com
Fra præmieoverrækkelse - Sølvtur kval 2 LA1* Springning Ponyer B4. På billedet ses fra venstre: Gry Sinnbeck på Gribsvad Bonny, Emma Sofie Gotterup Heissel på Knockrue Bubble, Kamilla Melohn Christensen på Richie og Jasmin Malou Byrdal på Sunny. Foto: Privat.

For Ariane er det vigtigt at holde stævnet på et prismæssigt niveau, hvor alle kan være med, fortæller hun: – Prisen er holdt på et niveau, så alle har mulighed for at være med, og det er én af grundene til, at folk kommer langvejsfra. Vi har ryttere helt fra Bornholm, der har fyldt en lastbil for at komme og ride stævne hos os. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I år har Stilcup udviklet sig siden sidste år med tilføjelsen af en LD-tur for både pony og hest, hvilket gør at endnu flere kan komme og prøve kræfter med at ride i de smukke omgivelser. Derudover har de fjernet aldersgrænsen for hesteryttere, hvor det før hed U25, er der nu ingen aldersgrænse, fortæller Ariane: –Det åbner op for endnu større deltagelse og en endnu bredere oplevelse for alle. Stemningen er i top, og opbakningen er overvældende. 

Copyright Ridehesten.com
Stemningen er i top og opbakningen er god. Foto: Privat.

Ariane Batchelor har med Stilcup endnu en gang skabt rammerne for et stævne, der handler lige så meget om fællesskab, grundridning og læring som om konkurrence. 

Følg med i stævnets resultater her

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner