Så er junior-DM i gang!

10-05-2013 13:17

Signe Wiese

Det blev Clara Bergman Smit på hoppen Wilma, der sejrede i kvalifikation til juniorrytternes DM i springning, der afvikles hos Absolute Horses i Sommersted

I dag kom juniorrytterne for alvor i ilden ved dette års DM-stævne. 32 juniorekvipager var til start i kvalifikationsklassen, der var sponsoreret af Kolding Kommune. Som vi også har set det de foregående år, så er en mesterskabsbane tit en stor mundfuld, og i dag udgik da også fire ekvipager, mens to ekvipager opgav at gennemføre. Flere af de unge ryttere viste dog også imponerende god ridning, og efter dagens klasse står 12 ryttere noteret for 0 fejl, mens en rytter har 1 fejl på kontoen, og tre ryttere har fået 4 fejl i dagens klasse. Dermed er juniorrytternes mesterskab helt, helt åbent inden søndagens finale.

Klassen blev vundet af Clara Bergman Smit på Wilma e. Willemoes, der gennemførte banen uden fejl, i tiden 74,38 sekunder. Hun blev efterfulgt af Frederikke Strøm på Zelini e. Carano, der red i tiden 76,80 sekunder, og nr. 3 i klassen blev Dina Bach Sigmundsen på Mininja e. Chirac med en tid på 77,21 sekunder.

Juniorrytternes finale afvikles søndag fra kl. 11, og kvalificeret til finalen er de 20 bedste fra kvalifikationen, samt evt. ryttere, der er ligeplacerede. Rytterne må kun ride en hest i finalen, og det betyder, at de ryttere, der er kvalificeret til start i finalen med to heste, skal vælge hvilken de vil ride. Det gælder bl.a. Emil Hallundbæk, der er kvalificeret med både Catoki og Satisfaction, Nadja Kristoffersen, der er kvalificeret med Sarah de saint Pierre og Corland Dane Dalgaard, Martin Mose Knudesen med Little Foot 12 og Lanusca, Jessica Toelstang med Patendra og Otello des Flandres, Christoffer Nerving Møllekær med Colorado og Zidane og Stephanie Jørgensen med Rosina Mosebo og Sprindborg's Luxsus.

Resultatliste

Absolute Horses

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen