Laudrup-Dufour sidder på kvalitetsfulde heste

09-09-2024 06:27

Til søndagens Pavo og DRF dressurchampionatskvalifikation i Frederiksværk vandt Cathrine Laudrup-Dufour i alle tre årgange, og ingen af de tre heste, hun var til start med, fik under 9 i kapacitetskarakter

Copyright Ridehesten.com
Zimillione Pt2 var en af de tre heste, som Cathrine Laudrup-Dufour i går vandt en championatskvalifikationsklasse på. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Mens de 4-årige heste var til start i deres Pavo og DRF championatkvalifikation i dressur i lørdags, var det i går, søndag, de 5-, 6- og 7-årige hestes tur til at komme på banen på Frederiksværk Rideklub. Cathrine Laudrup-Dufour dominerede de tre klasser med heste, der emmede af kvalitet – men der var flere ekvipager over 80%. 

Hos de 5-årige heste var det med hannoveranervallakken Fuego e. Follow Him's Schönweide/ Silbersmied, at Laudrup-Dufour tog sejren. Af bedste karakterer kan 9,5 i skridt samt 8,8 i ridelighed og 9 i kapacitet fremhæves, og det gav samlede 89%. LDZ Equestrian, som er Laudrup-Dufour-parret og familien Zinglersens fælles selskab, indkøbte i maj måned i år den talentfulde vallak på onlineauktionen Aloga – og det lader til at have været et godt køb.

De to efterfølgende pladser i 5-års klassen gik også til Laudrup-Dufour-heste, denne gang redet af Janni Dietz, der har været ansat som rytter hos Cathrine igennem en årrække. Med den HP Horses-opdrættede HP Viard e. Vitalis/ Diamond Hit og DV-vallakken Grand Quest-Bell e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Tina og Nicolai Jepsen), der er nevø til VM-guldvinder Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino, blev hun hhv. nr. 2 og 3. HP Viard fik mellem 8-8,5 i alle fem karakterer og endte op med 83,2%, mens Grand Quest-Bell besatte tredjepladsen med 82,2%. 

Resultatet i 5-års klassen.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour red sidste år med i 4-års championatsfinalen på HP Viard, men har for nu overladt tøjlerne til Janni Dietz. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Over 90% til Nox
Hos de 6-årige heste var det – naturligvis med Laudrup-Dufour i sadlen – KWPN-vallakken Nox e. Fürst Romancier/ Krack C, der løb med sejren med 90,6%. Den røde vallak er også ejet af LDZ-Equestrian og blev købt i Holland i 2023, da Cathrine Laudrup-Dufour og Louise Zinglersen var på en af deres mange ture for at besigtige heste. Nox blev belønnet med 9,5 i kapacitet, 9 i trav, galop og ridelighed samt 8,8 i skridt.

Ida Hofman-Bang og B'Fair e. Dille Belamigo/ Fürstenball blev andenbedst med 83%, mens Anne-marie Hosbond blev nr. 3 og 4. med hhv. Møenholms Scarlette e. Springbank II VH/ De Noir (opdr. June og Sebastian Fogh) og Vidal Sassoon e. Valverde/ Blue Hors Romanov (opdr. H. Hoffmann A/S).

Resultatet i 6-års klassen.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Zimilione Pt2. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Endnu en sejr til Zimillione
Der var kun fire starter i 7-års klassen og dermed kun en enkelt placering, som gik til Cathrine Laudrup-Dufour på den svenske varmblodshoppe Zimillione Pt2 e. Gammelenggards Zappa/ Fürst Nymphenburg I. De red til samlede 83,865% med 78,8% i teknisk score for programmet og 89% i kvalitetskarakterer, hvor dommerne lader til at se en stor fremtid i hoppen, der fik 9,5 i kapacitet. Ekvipagen vandt 7-års klasserne til Falsterbo Horseshow i år og blev nr. 2 til sidste års 6-års finale i Pavo og DRF's championat – og er nu igen klar til championatsfinalen, der i år afvikles fra den 10.-13. oktober. 

Resultatet i 7-års klassen.

Copyright Ridehesten.com
Banen i Frederiksværk Rideklub ligger ud til Arresø. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

To fantastiske stævnedage i solskin
Foruden championatskvalifikationsklasser er der i løbet af weekenden blevet afviklet diverse distriktsklasser, og så er der blevet afholdt Distriksmesterskab i distrikt D2, hvor Malou Prainer Hansen Fritz V e. Franz-Ferdinand/ Callaho's Benicio løb med sejren. Dagens højeste klasse var en Intermediare procentklasse, hvor hjemmebane-berider Karen Nissen og DV-vallakken Scaglietti e. Sezuan/ Lauries Crusador XX (opdr. Iben Leere Kamp) tog sejren med 70,789%.

Vi har haft to fantastiske stævnedage i strålende solskin på den smukke konkurrencebane med udsigt over Arresø, lød det i går aftes fra stævnearrangørerne, der også sagde:

Hele rideklubben fra rideskoleelever til pensionærer har arbejdet tæt sammen med højt humør for at skabe det fedeste ridestævne. Vi har fået meget flot feedback fra deltagere, officials og publikum – så stemningen har været i top, og vi glæder os allerede til vores landsstævne i dressur i november. 

Start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner