To solide sejre til Laudrup-Dufour

02-12-2023 19:47

Trine Askjær-Jørgensen

Denne weekend har Cathrine Laudrup-Dufour debuteret MSJ Freestyle internationalt og ikke nok med det, så havde parret i dag deres debut i Grand Prix Special. Med to stjernehopper med til stævne har det været en succesfuld weekend for den danske toprytter

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle ved deres debut på Heslegård. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Nogle måneder har Cathrine Laudrup-Dufour nu haft den 14-årige brune hannoveraner hoppe Mount St. John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall i stalden. Hoppen har som bekendt tidligere gået med stor succes under britiske Charlotte Dujardin, men er nu ejet i et samarbejde mellem Cathrine og familien Zinglersens fælles selskab og britiske Emma Blundell, der driver stutteriet Mount St. John Equestrian og har ejet og kendt Freestyle fra føl.

For blot tre uger siden havde ekvipagen sin første start sammen med en Grand Prix til et nationalt stævne, og denne weekend har de så gjort deres internationale debut på 3-stjernet niveau ved CDI-stævnet i hollandske Peelbergen, hvor de i går sejrede overlegent i Grand Prix. I dag var turen så kommet til Grand Prix Special, og endda parrets allerførste sammen.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Selvom man stadig kan se, at partnerskabet er relativt nyt, og at Dufour mærker sig frem for at finde ud af, hvor meget gas hun kan give på stævnebanen. Så er kvaliteten i øvelserne gennemgående vanvittigt høj, og Freestyle er enormt stærk i piaffe- og passage-turene, hvor hun for passage konsekvent scorede godt over 8, mens piaffe fungerede endnu bedre. I den sidste piaffe på midterlinjen blev parret belønnet med næsten 9, mens de fik over 9 for overgangene og 9 for passagen. Der var blandt andet også virkelig lige og flotte seriechangementer, hvoraf etterchangementer eksempelvis blev belønnet med 8,6.

Ja, der sneg sig også nogle fejl ind hist og her; hoppen sprang i galop i et par fri trav-øvelser. Det er småting, men trækker selvfølgelig ned – at man så alligevel kan score 81,404% og tage en overlegen sejr er jo bare imponerende udover det sædvanlige. Under alle omstændigheder er det en fornøjelse at se en hest, der hele tiden går med ørerne fremme, fokuseret på opgaven og arbejder let og udtryksfuldt på samme tid.

Af de 18 ekvipager i klassen var det britiske Charlotte Fry, der med Especial e. Everdale/ Vivaldi kom tættest på Dufour, men med 71,894% var der altså langt imellem dem. Franske Corentin Pottier med Gotilas du Feuillard e. Totilas/ Ferro blev nummer tre med 71,574%.

I samme klasse var Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) også til start, og med 69,617% opnåede ekvipagen en flot syvendeplads i det stærke felt. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klassens resultat.

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Overlegen sejr til Dufour og stjerneunghest
Med til stævnet i Holland har Laudrup-Dufour også den 6-årige brune hoppe Zimillione PT2 (SWB) e. Gammelenggårds Zappa/ Fürst Nymphenburg, der ligeledes er ejet i et samarbejde med familien Zinglersen, som ejede Cathrines tidligere tophest Bohemian. I den internationale unghesteklasse blev det i går til en sikker sejr, og med hele 92,5% gentog parret tidligere i dag den succes. Hoppen blev af dommerne belønnet med 8,8 for trav, 9 for skridt, 9,5 for galop, 9,7 for lydighed og 9,5 for perspektiv.

Klassens resultat.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Zimillione. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dannebrog til tops i tre ud af tre klasser
Juniorrytter Michella Skovsager har i denne weekend international debut sammen med Blue Hors Zampalo e. Blue Hors Zack/ Brentano II, som hun blot har dannet par med siden slutningen af august i år. I fredagens juniorklasse blev de placeret som nummer fire med 70,20%, og i dag må det hele siges virkelig at have lykkes for dem, for med 73,039% vandt de den individuelle juniorklasse bestående af intet mindre end 24 ekvipager, og dermed fik de Dannebrog til tops for tredje gang i dag.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Michella Skovsager og Blue Hors Zampalo. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner