Mille Albinus Hjermitslev
Det blev uhyre tæt i dagens holdfinale ved OL i springning, hvor ti hold med hver tre ryttere skulle kæmpe om medaljerne. Det var marginaler, der adskilte holdene og fra start kom tidsfejl til at spille en rolle. Det var også det sidste held, der manglede for det svenske hold, der måtte tage til takke med en sjetteplads.
Storbritannien lagde sig allerede i front efter første runde, da Ben Maher og Dallas Vegas Batilly e. Cap Kennedy/ L'Arc De Triomphe red med en enkelt tidsfejl. Da deres anden rytter Harry Charles og Romeo 88 e. Contack van de Heffinck/ Orlando red fejlfrit, var det op til deres sidste mand Scott Brash at ride guldet hjem. Det klarede den rutinerede brite, der har prøvet det mange gange før. Med Jefferson e. Cooper Van De Heffnick/ Irco Mena red han med en enkelt tidsfejl, hvilket sikrede dem guldmedaljen.
1: Storbritannien
2: USA
3: Frankrig
Ridehestens OL-ekspert Lars Bak Andersen fortæller om Storbritanniens præstation:
– De starter med en helt overlegen runde fra Ben Maher, desværre med en tidsfejl. Så kommer Harry Charles med sin unge alder og leverer en fantastisk nulrunde, og så har de en ankermand i Scott Brash, der gør kunststykket færdigt. Han har nerverne i ro og ved helt nøjagtigt, at han kan få en eller to tidsfejl. Så han kører den hjem med én tidsfejl, og sikrer dem guldmedaljen.
Sølvmedaljen gik til USA, der også vandt OL-sølv i Tokyo. Holdet bestod af Laura Kraut og Baloutinue e. Balou du Rouet/ Landor S, der red med fire fejl. Karl Cook og Caracole de la Roque e. Zandor Z/ Kannan*gfe og Mclain Ward og Ilex e. Baltic VDL/ Chin Chin red begge fejlfrit, hvilket sikrede USA sølv.
Laura Kraut fortæller om sin sølvmedalje:
– Der er ingen følelse som denne. Det har krævet en stor indsats og mængde af energi at nå til dette øjeblik, og det giver mig kuldegysninger, at vi endnu engang kan præstere på dette niveau.
Jeg tillader mig at pointere, at hestene har været fuldstændig uvirkelige. Man kommer aldrig til at se heste, der springer bedre, end hvad vi så i dag. Vores heste er atleterne. Jeg ville ønske, at de også fik en af medaljerne.
Bronzemedaljen gik til hjemmebaneholdet fra Frankrig. Simon Delestre og I Amelusina R 51 e. Dexter R/ Chin Chin var en af de ryttere, der i første runde blev fanget af tidsgrænsen og fik tre fejl. Olivier Perreau og Dorai d'Aiguilly e. Kannan/ Toulon red til gengæld fejlfrit, og sendte franskmændene tilbage i medaljekampen. Sidste års EM-bronzevinder Julien Epaillard og Dubai du Cedre e. Baloubet du Rouet/ Diamant de Semilly var sidste rytter for Frankrig. Med fire fejl kunne de lige præcis holde sig indenfor medaljerne.
At tiden skulle være så stram, at selv en franskmænd fik tre tidsfejl, var ikke til at vide på forhånd, fortæller Lars Bak Andersen:
– De første en til to ryttere vidste allerede, at tiden ville være stram, men man vidste ikke, at den ville være så stram, som den var i dag. Det kunne man først se som rytter efter de første par ryttere havde været inde. Man skulle virkelig være på hele vejen rundt.
Man kunne se, at dem der red ud og fik lidt længere tid til muren, de lå virkelig tæt på tiden. Det samme, hvis man tog et ekstra galopspring i den sidste linje. Det er noget, de gode ryttere ved. De ved lige nøjagtigt, hvor hurtigt de skal ride. Det kunne man også se, da Scott Brash red. Han brugte lige præcis den tid, han kunne.
Ligeledes er det værd at bemærke, at de rutinerede ryttere fra Sverige og Tyskland alle formåede at holde sig indenfor tiden.
En tidsfejl blev også afgørende for det hollandske hold. Sidste hollandske rytter Harrie Smolders fik en enkelt tidsfejl, der gjorde, at de endte med syv fejl samlet. Det var samme antal fejl som det franske hold, men da deres tid var lidt langsommere, endte de som nummer fire. Havde enten Harrie Smolders eller Maikel van der Vleuten fået en tidsfejl mindre, så kunne de havde blandet sig i medaljerne.
Et eksempel på, at marginalerne blev afgørende i dag, fortæller Bak Andersen:
– Det er det ene moment, hvor Harrie Smolders går over tiden, der gør, at de ikke får bronze. Det er marginalerne. Det var ærgerligt, for han var virkelig en af dem, der viste en overbevisende runde i dag.
Resultat af OL-finalen for hold i springning.