Annika Knudsen Lorentsen
Flere danske ryttere er til start ved det 3-stjernede internationale stævne i Redefin, Tyskland, i denne weekend, og i går blev det til gode danske placeringer i en 145 cm-klasse.
Den bedste placering sikrede Tina Lund sig i sadlen på den 9-årige Tailormade Conita Blue PS e. Balou du Reventon/ Baloubet du Rouet. Efter fejlfrie ridt i både hovedrunde og omspringning, sikrede de sig en flot sjetteplads i klassen, som blev vundet af tyske Mynou Diedrichsmeier.
Lars Nørgaard Pedersen er tilbage i fin form med den velspringende avlshingst, Bøgegaarden Gladiola e. Bøgegården's Graf's Stakkato/ Bøgegårdens Apollo (opdr. Stina og Jørgen Schmidt). Sammen red de fejlfrit på den 145 cm-høje bane og sikrede sig en delt 12. plads i klassen, hvor de 11 kom i omspringningen.
Tidligere på dagen i går blev Lars Bak Andersen placeret i en 135/140 cm-klasse for 7- og 8-års heste. Her tog han sjettepladsen med Cayuse 6 e. Cascadello/ Ramirado.