Britt Carlsen
Danskerne var klar og motiveret for at give den en skalle i aftenens holdfinale ved EM. Kulissen var klar, men Søren Nørgaard Pedersens 10-årige Tailormade Chaloubet, bremsede hårdt på den store mur - to gange, og det betød afsked med parret. Det medførte et endnu større pres på de resterende ryttere, og måske især på Rikke Haastrup, som skulle på banen efter Søren. - Rikkes hest sprang til måske en 0 eller 4-runde, men efter det første nedslag, blev Rikkes ridning lidt præget af nervøsitet og det er helt fair, sagde landstræner Lars Nørgaard Pedersen. Rikke sluttede med 17 fejl.
Under de to foregående runder har Thomas Sandgaards Amarone bestemt ikke været med Thomas. Og i dag kom der modstand fra hingsten allerede efter første spring forbi indgangen, men Thomas satte sig i sadlen og pressede hingsten frem, og så begyndte Amarone at springe, som vi kender ham. I den sidste ende blev det til 9 fejl til parret, men også en vis oprejsning efter den dårlige start, bemærkede landstræneren.
En 160 cm lodret Rolex forhindring med en planke øverst var det eneste som Lenardo der Kleine ramte i dag, men desværre faldt den til jorden. Det betyder, at Andreas Schou går i EM finalen på en 16. plads - uden nedslaget ville han have været på 4.pladsen. Det blev også en finale, præget af mange fejl, og stor rotation i medaljerækken.
- Vi var langt fra at blande os i den sidste ende, vi skal glæde os over at Andreas er i finalen og at vi kom i anden runde, og så konstatere at der er afstand til de bedste team, erkendte Lars.
Hvor de øvrige teams i topkampen alle rider med ved de store stævner, har ryttere i Golden Champions League, og rider med i Nations Cuppens første division, så har Danmarks forberedelse ligget i anden division, og det er måske lige det, som betyder, den sidste skarphed, den sidste erfaring, som er så nødvendig i springsporten på dette niveau. Et er sikket, den historiske finale opnåede de fire ryttere sammen, og det er det, som vi alle skal huske fra dette mesterskab. Det er et ungt hold, og flere yngre talenter står klar i kulissen, så det bliver spændende at se, hvad dansk springsport kan udvikle de kommende år.
Det blev til hollandsk sejr med 8,82 fejl ialt, da jeroen Dubbeldam og Maiken van der Vleuten red fejlfrit og Jur Vrieling krydsede målstregen med en fejl. Tyskerne havde chancen for at gå forbi, for både Meredith Michaels-Beerbaum og Christian Ahlmann, der begge havde fejl i går, var fejlfrie i dag, men det var Ludger Beerbaum og Daniel Deusser ikke og dermed blev tyskernes mulige guldmedalje til en af sølv. Det franske hold, som havde set så stærke ud før finalen i dag, floppede kollektivt og de røg ned på fjerdepladsen, mens Schweiz red sig ind på bronzepladsen. I den samlede stiling er det spanske Sergio Alvarez Moya der fører foran Ukraines Cassio Rivetti og med Jeroen Dubbedam på 3. pladsen, men hele 17 ryttere har mindre end 8 fejl så alt er helt åbent til søndagens finalerunder.
De tre OL-pladser blev besat af Schweiz, England og Spanien.
Se resultatet her.