Camilla Tiefensee Schrøder
Efter et fejlfrit ridt i terrænet lørdag er Tysklands Ingrid Klimke nu rykket fra anden- til førstepladsen på den foreløbige resultatliste i military ved World Equestrian Games i Tryon. Hendes landsholdskammerat Julia Krajewski, som torsdag leverede det bedste dressurridt til kun 19 straf, havde mange fejl i terrænet og ligger nu som nummer 47 med 48.3 strafpoint.
Til gengæld fik Ingrid Klimke den 5.7 kilometer bane til at se helt let ud, da hun klarede den lige akkurat på idealtiden 10 minutter. Inden ridebanespringningen ligger hun på 23.3 strafpoint, mens britiske Rosalind Canter på Allstar B har indtaget andenpladsen med 24.6 strafpoint.
Irland i medaljekampen
De irske ryttere, som ifølge FEI aldrig før har vundet holdmedaljer ved WEG, har efter en forrygende terrænspringning meldt sig ind i medaljekampen, både individuelt og for hold. To ryttere ligger i top 7, og den ene af dem, Sarah Ennis, vil med et fejlfrit ridt på springbanen kunne sikre sig en individuel bronzemedalje med hesten Horseware Stellor Rebound.
–Jeg kan slet ikke tro, at det er her, vi rent faktisk er, udtaler Ennis til FEI. Det irske hold ligger med samlet 89.0 strafpoint på en foreløbig sølvplads, 8,2 strafpoint efter Storbritannien på førstepladsen.
Tysklands hold, som lå nummer et efter dressuren, er på trods af Klimkes flotte ridt rykket ned på sjettepladsen med 114.2 strafpoint efter terrænet.
Se stillingen for hold
Se den individuelle resultatliste
Den afgørende ridebanespringning er flyttet fra søndag til mandag pga. orkanen Florence, men de endelige starttider er i skrivende stund endnu ikke bekræftet. Følg udviklingen på den WEG Tryons officielle side for start- og resultatlister.