Britt Carlsen
Kolde styrtebade skulle efter sigende være sundt, så jeg har alle chancer for at komme sund og frisk hjem fra OL i Rio, for jeg har ikke varmt vand i hanerne. Det er en kold fornøjelse, men omvendt så skal man være glad for der er vand. Nogle af mine tyske kolleger er ikke så heldige.
Der skal også en god portion tålmodighed til, for at få klaret alt det, som hører til, når man er akkrediteret til et stævne, eller nærmere en begivenhed, som OL. Min akkreditering fik jeg for over et år siden, og på samme tid blev hotelværelset bestilt og betalt (28.000 kr.) Så kommer akkrediteringen rent fysisk med posten, for den gælder også som indrejsevisum til Brasilien.
Vel ankommet til lufthavnen i Rio, blev alle akrrediterede: atleter, officials presse - sendt i kø til en helpdesk, hvor akkrediteringen blev kontrolleret, lamineret, og så afsted ud i forhallen for at vente på en bus til Deodoro, som det område hedder, hvor ridekonkurrencerne foregår.
Angiv adgangskode
Indgangen til både pressecenteret her på ridestadion og til Main PressCenter inde i Rio sker gennem et tjekpoint (her ved stadion gennem to) svarende til det man kender, når man skal gennem sikkerhedskontrollen i en lufthavn. Det vil sige pc'en ud af tasken, kameragrej klar til inspektion, bælte af, ur af, og så er man igennem.
For at kunne få adgang til det trådløse netværk kræver det en længere process, hvor ens akkrediteringsnummer skal angives. Skal man, som jeg er nødt til for at kunne sende fotos, have en fastnet adgang, skal man betale 1000 kr. (kun betaling via Visa kort eller kontant - det er jo OL). Så går der endnu en længere registreringsprocess igang.
Jeg er akkrediteret som "EPs" altså Equestrian Photographer med specialakkreditering" i praksis betyder det, at jeg nu i tre uger skal være iført en brun fotovest med et nummer, som omhyggeligt er blevet noteret i en database sammen med mit akkrediteringsnummer. Det kan ikke ske i pressecenteret ved ridestadion, men skal foregå inde i Rio en lille times bustur fra pressebyen i Deorodo.
Det kræver en vis tilvænning og tålmodighed at komme gennem alle sikkerhedstjek, at finde den helt rigtige bus til stævnepladsen, at få klaret alle procedure for adgang til internettet, akkrediteringer samt adgang til OLs intranet (kræver også en længere procedure og godkendelse) Men nu har jeg fået klaret det hele, håber jeg.
Slanger, myrer og Zika virus
Ved OL i Hongkong var jeg ultra tidligt på færde for at få den bedste plads ved det flottest vandspring. Jeg skød genvej, i mørke, gennem noget langt græs, og blev bidt af en slange. Hurra, blev dog beroliget med, at de fleste! slanger på området ikke var mere giftige end et bistik. Hmm, min ankelt hævede dog voldsomt op under de seks timer jeg stod og fotograferede.
I Rio er det åbenbart myrer man skal vogte sig for. I dag på terrænbanen ville jeg lige tage et godt "skud" af en forhindring, og mærkede så adskillige stik! Jeg stod i et myrebo og de små bæster vrimlede op over min ankel, og bed sig vej. For pokker det sved. Hertil kom så en del mygstik, fordi jeg ikke lige havde huske at spraye mig mod de flyvende plager, inden jeg gik ud i terrænet - var der nogen der sagde Zika virus?
På positivsiden har jeg kun mødt hjælpsomhed fra brasilianerne. Det er ikke alle som kan engelsk, men de taler og gestikulerer, peger og smiler - og så går det ligesom alligevel på trods af sprogbarrieren.
Nu har jeg i et par dage forsøgt at få nogen til at gøre noget i forhold til mit varme vand. Mit ønske bliver mødt med smil og en bekræftelse på, at selvfølgelig, det får vi klaret - det tror jeg så på.
