Lærerig og inspirerende clinic

09-09-2012 15:42
Eliteskue 2012 | Publikum var mødt talstærkt op til dagens clinic med Rune Willum, Joachim Thomsen og Cathrine Dufour – og de fik masser af inspirerende tip og gode råd med hjem

Tre heste blev vist frem under clinicen under Dansk Varmblod Equsana Eliteskue, hvor Rune Willum fortalte om træningen af hestene, der blev flot fremvist af Joachim Thomsen og Cathrine Dufour. Første hest på banen var 8-årige Hedelunds Mefisto e. Michellino/Matador (opdr. Rikke Kvist), en hest, der ifølge Rune Willum har en stor personlighed og et stort drive, men også er en rigtig ”gadedreng”. Fra starten fortalte Rune, hvor meget vægt der lægges på fremadsøgning og selvbæring, og publikum kunne bl.a. nyde Joachim fremvise hesten i smukke pirouetter for en særdeles let tøjlekontakt. Dernæst kom Cathrine Dufour på banen på Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/Donnerhall (opdr. Stutteri Atterupgaard), og også her blev hesten fremvist for let tøjlekontakt gennem temposkift, overgange, changementer mv. – Dressur skal se let ud, fortalte Rune Willum bl.a. inden Cathrine til stor begejstring for publikum fremviste den kür, der var med til at sikre ekvipagen EM-guld tidligere i år. Til sidst blev publikum forkælet med et indblik i træningen af en af årets mest omtalte ekvipager, nemlig Joachim Thomsen og Akeem Foldager e. Akinos/Loran (opdr. Louise Høgh). Joachim Thomsen lagde ud med at underholde publikum med at fortælle, at han og Rune Willum først havde sloges om, hvem der skulle ride hesten, da den kom i stalden i december, men at den kamp vandt han selv. Rune kunne også fortælle, at de først havde været bekymrede for, at Akeems lidt slow motion bevægelsesmønster skulle gøre det sværere at lære ham piaffe og passage – en bekymring publikum også selv fik at se er blevet gjort til skamme.

Læs mere om clinicen og få alle de gode tip og råd i næste nummer af magasinet Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner