Lær din hest cirkusøvelser 2. del

26-02-2018 08:59

Når din pony kan gå villigt og tillidsfuldt rund i den manege, du har lavet, så er tiden inde til at fortsætte med cirkustræningen. Katja Schumann, som i en lang årrække var Danmarks ubestridte cirkusdronning til hest, forklarer her, hvordan du lærer din pony at lave parade og tilbagetrædning på kommando

Copyright Ridehesten.com
Start med at træne tilbagetrædning på kommando ved at presse på ponyens bringe med din hånd, samtidig med at du siger "Ryk".


Hvis du fulgte sidste træningsråd fra Katja Schumann, så skulle du nu have en god kommunikation med din pony, når I træner i manegen. Der er tillid imellem jer og denne tillid skal bruges til de kommende øvelser.

Gå på begge volter
De fleste ponyer og heste har en stærk og en svag side, ligesom du selv har. Ofte medvirker vi også selv til skævheden ved altid at trække ponyen på venstre side, lægge sadlen på fra venstre side og sidde op på venstre side. Inden vi går videre med cirkusøvelserne, så er det vigtigt, at din pony skridter og traver villigt på begge volter med og uden longe. Hvis du har problemer med dette, så start med at gøre det meste fra højre side, så din pony bliver lige så vant til at have dig på højre side som på venstre.

Parade på kommando
Næste øvelse er en parade på kommando. Måske har din pony allerede lært det i forbindelse med tidligere longearbejde. Ligesom når du vil ændre tempo i skridt og trav, så skal du tænke over din stemmeføring. Øvelsen "parade" er et temposkift, som jo er stoppende, og derfor kan du med fordel anvende kommandoen "parér" med tydelig tostavelsesudtale og dyb stemme eller et lang "Whoa" (det skal også bruges senere til andre cirkusting).

 

Copyright Ridehesten.com
Du skal nøjes med at lade din pony træde et eller to trin tilbage i starten - ros så - og lad ponyen skridte frem igen. Gentag øvelsen.



Godbidder
At give ponyen en belønning kan både være godt og skidt. Det er meget individuelt, så du må selv bedømme, om det vil fungere. En godbid som f.eks. et lille stykke gulerod vil virke forstærkende, når du roser din pony. Men hvis din pony bliver helt febrilsk efter mere og begynder at følge efter dig, så duer det ikke. Hvis det fungerer for dig, så er det en god idé at give din pony en godbid, når den stopper på kommando. Men gør det kun lige i starten ,s å det ikke bliver en vane, og ponyen pludselig fokuserer mere på godbidden end på det, du beder den om.

Kropssprog
Start med at øve dig i skridt. Lad ponyen skridte rundt på højre eller venstre volte. Ligesom når du longerer, så skal du bevæge dig med rundt inde i midten og bruge din krop til at vise ponyen, hvad du gerne vil have den til. Når ponyen skal skridte eller trave energisk, så skal du gå energisk rundt. Når tempoet skal sættes ned, så gør du det samme selv. Og det samme gælder, når du vil have ponyen til at lave en parade. Sig kommandoen "Parér" eller "Whoa" og stop selv op. Hvis ponyen ikke stopper med det samme, så prøv at blive stående. Hvis du er nødt til at dreje med rundt, så forsøg at vende dig en halv omgang et enkelt langsomt skridt. Skal der adskillige runder til, før ponyen stopper, så må du blot sørge for selv at gå meget langsomt rundt inde på midten.

Egne signaler
Og tænk igen over dine egne signaler. Rolig stemme og rolige bevægelser. Fokusér på din pony og ikke hvad dine veninder laver i den anden ende af ridebanen eller på tilskuerpladserne. Og din mobiltelefon skal selvfølgelig være slukket.

Tilbagetrædning
Når paraden er på plads, så er du og din pony klar til at træne en tilbagetrædning på kommando. Meget af grundarbejdet til denne øvelse kan være lagt i stalden og dagligt arbejde med din pony. F.eks. så har din pony måske allerede lært at træde tilbage, når du siger "Ryk" og samtidig skubber til bringen eller næseryggen med hånden, mens du strigler. Det er nøjagtigt det samme, vi skal lave i manegen.

Direkte tryk
Start med at øve et par parader på kommando. Stil dig på højre eller venstre volte(du skal stå på den indvendige side). Du skal stå med siden mod ponyens hals - nærmest foran skulderen. Læg din hånd på bringen og sig kommandoen "Ryk", mens du giver et vedholdende tryk på bringen, indtil ponyen træder tilbage. Lige så snart det sker, så fjern trykket på bringen og ros din pony. Nøjes med et eller to trin i starten - ros - og lad ponyen skridte frem igen. Gentag øvelsen. Igen og igen. Efterhånden skal der mindre pres til, og til sidst kan du gøre det med stemmen.

Fjernkommando
Kunsten er så at kunne give kommandoen inde fra midten af manegen. Fortsæt på samme måde, men bevæg dig længere og længere væk fra din pony. Går der koks i det, så må du ikke blive vred på din pony. Et 10-sekunders vredesudbrud kan ødelægge 10-timers træning. Og husk at det at træne din pony til at træde tilbage på kommando kan tage uger at lære. Vær tilfreds med lidt hver dag, så kommer den efterfølgende træning til at gå meget lettere.

Grundtræningen skal være i orden
Regn med at lave det samme og det samme de næste par uger. Ligesom med dressur og springning, så er det vigtigt, at grundtræningen er i orden. Er grundtræningen ikke i orden, så får du nemlig helt sikkert problemer senere hen. Når din pony kan lave en parade og tilbagetrædning på kommando, så er du klar til næste øvelse, som du får snart her på Ridehesten JUNIOR.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner