Lær din hest cirkusøvelser 1. del

23-02-2018 06:35

Vil du gerne lære din pony eller hest et par cirkustricks? Så får du chancen nu. Ridehesten JUNIOR har tidligere besøg Katja Schumann som i en lang årrække var Danmarks ubestridte cirkusdronning til hest

Copyright Ridehesten.com
Husk at rose meget, så det bliver sjovt at lave cirkusøvelser for jer begge to.
Nyheden fortsætter efter annoncen


Alle ponyer og heste kan lære frihedsdressur. Alt hvad du behøver, er en pony og masser af tålmodighed. Og så lige en rund manege-lignende bane. Lad os begynde med banen.

Cirkusmanege
Det er de færreste, der har adgang til en cirkusmanege eller rotunde. Du er nødt til at træne på en lille bane for at opnå den rigtige kontakt med din pony, så du kan f.eks. afgrænse ridebanen eller ridehuset på samme måde, som når der løsspringes. Anvend springstøtter eller flytbare hegnspæle til at lave din manege. Manegen skal ikke være større end 10-15 meter i diameter (prøv dig frem - det er lidt forskelligt fra hest til hest, hvad der er bedst). Og den skal være rund for at undgå, at din pony kan stille sig ind i hjørnet. 

 

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen


Underlag
Du kan lave din manege alle steder, hvor du også kan ride altså på ridehudsbund, grus, sand eller græs. Hvis din manege er udendørs, skal du huske på, at bunden kan være glat, hvis det har regnet. Manegen er ikke særlig stor, så din pony vil lettere glide, end hvis den løb lige ud på en stor fold.

Den første træning
Den allerførste træning går ud på at få din pony til at skridte og trave helt roligt inde i manegen. Det skal pointeres, at du ikke vil komme til at lave cirkusøvelser de første par uger. Først skal din pony nemlig vænne sig til at få rundt for sig selv uden longe. Tidligere longearbejde kan her både være en fordel og en ulempe.

Vild galop og bukkespring
Er din pony vant til at gasse af i longen, altså løbe rundt og slå et par bukkespring for at komme af med overskudsenergi, så er du nødt til at tage udgangspunkt i dette. Det vil sige, at din pony nu skal lære at tage det helt roligt. Den vil nemlig forbinde longen med fart og bukkespring og det vil den overføre til den nye manege. Tålmodighed er nøgleordet. Husk at du har selv ladet den løbe rundt før, så du har altså indarbejdet et adfærdsmønster i ponyen, som skal ændres totalt.

Godt forberedt
Er din pony derimod vant til, at longen betyder stille og roligt arbejde i grundgangarterne, så vil du hurtigt kunne opnå resultater med den kommende cirkustræning. Kan din pony også kommandoerne for skridt, trav og galop og stå, så har du allerede lagt et stort grundarbejde.

Grundkommandoer
For det er nemlig disse grundkommandoer, du skal arbejde med de første par uger. Men allerførst skal din pony være tryg ved at gå rundt i din lille manege. Alt efter ponyens temperament kan du være nødt til at have den i longen de første par gange. Tænk meget over, hvad dit eget kropssprog signalerer. Er du rolig, så bliver din pony også hurtigere rolig. Står du og flagrer med armene, vinker til et par veninder eller råber til dem, så er det i hvert fald ikke ro, du signalerer, og din pony vil med stor sandsynlighed drøne runt i manegen, eller du vil ikke føle, at du har kontrol over den. Så tag en dyb indånding og lad os komme i gang. 

Skridt og trav
Hold dig til skridt og trav i begyndelsen. Prøv at få din pony til at trave langsomt rundt i manegen. Ponyen skal kun have en grime på. Intet hovedtøj eller indspændinger. Det her er frihedsdressur.
Du skal placere dig og bevæge dig på samme måde, som hvis du ville longere ponyen. Lad ponyen starte på venstre volte, da det er fra den side, ponyen er vant til at blive trukket. Hvis din pony ikke er vant til at blive longeret, så kan du evt. trække den et par skridt fremad, mens du siger den korte kommando "trav". Du kan også smakke lidt med munden for at drive den fremad. Måske kan det være nødvendigt at få hjælp af en anden person.

Stemmen
Tænk over hvordan du bruger din stemme: Dyb og rolig stemme virker dæmpende - høj og hurtig stemme signalerer mere energi. Så når din pony skal gå langsommere, så skal du sige "whoa" med dyb og langsom stemme.

Fremaddrivende eller stoppende
Tænk også over at ordene skridt og trav kan anvendes både fremaddrivende og stoppende. Hvis du il have din pony til at gå i trav fra skridt, eller til at gå hurtigere i trav, så skal du sige "trav" med et kort ord. Skal din pony gå langsommere i trav eller fra galop til trav, å træk ordet ud i to stavelser og ig det med langsom dyb stemme: "traaaavee". Og det samme gælder i skridten. "Skridt" som kort ord, hvis ponyen skal gå i skridt fra parade. "Skriidtee" som langt to-stavelsesord med dyb stemme, hvis ponyen skal ned i tempo fra trav til skridt.

Pisken
Din pony skal også vænne sig til at blive berørt med longepisken. Dette kan tage meget lang tid, hvis du tidligere har begået den fejl at jagte din pony rundt med pisken i ridehuset eller på folden. Igen er nøglen tålmodighed. Er din pony bange for pisken, så lad den i starten blot ligge inde i manegen. Lad din pony snuse til den, bide lidt i den. Og tænk igen over dine egne signaler. Rolig stemme og rolige bevægelser. Fokusér på din pony og ikke på hvad dine veninder laver.

Copyright Ridehesten.com
Pisken er din forlængede arm og ikke et afstraffelsesredskab. Vær tålmodig når du vænner din pony til den lange pisk. Benyt en gammel pisk i starten, så ponyen kan få lov til at snuse og smage.

 

Grundtræningen skal være i orden
Regn med at lave det samme og det samme de næste par uger. Ligesom med dressur og spring, så er det vigtigt, at grundtræningen er i orden. Er grundtræningen ikke i orden, så får du nemlig helt sikkert problemer senere hen. Når din pony skridter og traver stille rundt i manegen, så er du klar til næste øvelse, som vi viser dig i næste artikel her på Ridehesten JUNIOR.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner