Britt Carlsen
Stævnesæsonen buldrer løs i Wellington, Florida, hvor en stor del af den amerikanske springelite er samlet i kombination med topryttere fra Europa, Canada og Sydamerika. Fra 8. januar til 30. marts afvikles en serie af internationale stævner med en samlet præmiesum på 8 millioner dollar.
En 34.000 dollar 150 cm tidsspringning torsdag aften blev delt i to afdelinger. Vinder af afdeling A blev Todd Minikus/Quality Girl mens vinden af afdeling B blev canadiske Tiffany Foster og den tidligere danskejede Victor e. Elmhorn/Grandeur, der herhjemme blev redet af Rikke Haastrup. Tiffany og Victor var med på det canadiske OL-hold i London, men parret blev diskvalificeret efter en termografiscanning der viste et omåde omkring et sår på hestens ben, hvor der var øget varmeproduktion.
- Han føltes fantastisk under mig inde på banen, og jeg kunne tage maksimum risiko med ham for han elsker de lange galopstrækninger i højt tempo, og dem var der flere af i klassen, fortæller Tiffany og fortsætter: De fleste heste skal du balancere af så de kan springe op over forhindringerne, men som Victor sprang i aftes, så er han super forsigtig, og så kan jeg bare ride så hurtigt jeg kan. Det er en god følelse, som du absolut ikke får på alle heste, det er sikkert!, slutter hun. I 2008 brækkede Tiffany Foster ryggen under en træningsulykke med en unghest. Hun knuste en ryghvirvelog fik indopereet to stålstænger, en stålplade og seks skruer og clips i ryggen. Lægerne frygtede for hendes førlighed, men hun kom på benene igen og støttede sine holdkammerater ved OL i Hongkong.
I afdeling A kom den amerikanske OL-rytter Beezie Madden ind på fjerdepladsen med den tidligere danskejede Coral Reef Via Volo e. Clinton/Heartbreaker. Via Volo blev redet herhjemme af Tina Lund, og også Coral Reef Via Volo var til start ved OL i London under sin amerikanske rytter.
På femtepladsen i klassen fulgte den danske varmblods vallak Aslan e. Aston/Blue Hors Agent (opdr: Michael og Hanne Aagaard Andersen) redet af russiske Ljubov Kochetova. I 2003 fik Hedegaardens Aslan adgang til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Han blev ikke kåret, men solgt på eliteauktionen til familien Schou for 80.000 kr. Hos Schou blev han uddannet til han var 5 år, og her spottede Ljubov Kochetova ham - hun havde på det tidspunkt succes med en anden dansk hest Ilion Kilen opdrættet af Henning Urup.