Thomas Bach Jensen
Den svenske koncern Intervacc AB udvikler vacciner til dyr baseret på mangeårig forskning ved Karolinska Institutet og Lantbruksuniversitet. Intervacc meddelte i går, at vaccinen Strangvac, som er en vaccine mod den alvorlige og smitsomme hestesygdom kværke, nu kan købes i Danmark.
Strangvac er nu tilgængelig i Danmark, men det kan dog vare nogle dage, inden vaccinen er tilgængelig for bestilling på apotek.
– Det føles vigtigt, at vi nu kan tilbyde vaccinen på det danske marked, og at vi sammen med dyrlæger og hesteejere kan indlede et nyt kapitel i kampen mod kværke, udtaler Hege Drangsholt, som er produktspecialist og Intervaccs country manager i Danmark med lang erfaring i branchen og stor passion for heste. – Det er en god følelse at kunne lancere vaccinen i endnu et af de nordiske lande.
Kværke, som forårsages af bakterien Streptococcus equi, er den mest almindelige infektionssygdom hos heste over hele verden med undtagelse af Island. Den smitsomme bakterie invaderer lymfeknuderne, som findes i hestens hoved og hals, og får disse til at hæve op og danne bylder. I omkring to procent af sygdomstilfældene kan abscesserne blive så omfattende, at de bogstaveligt talt kvæler hesten til døde.
– Vi passerer endnu en milepæl i kampen mod kværke, når Danmark nu bliver det første land udover Sverige, hvor Strangvac bliver tilgængelig for salg. Vi ser frem mod at fortsætte lanceringen af Strangvac i Europa, kommenterer Andreas Andersson, CEO hos Intervacc.
En del af de heste, der kommer sig efter sygdommen, bliver raske smittebærere. De opfattes af omgivelserne som helt raske dyr, men de spreder bakterier til deres miljø og til andre heste, de kommer i kontakt med.
– Vi ser frem mod at træffe dyrlæger og hesteejere under VM i Herning i august som en del af vores lanseringsplan, siger Emma Hartman, Global Produktchef Strangvac.