Camilla Tiefensee Schrøder
Det gik ellers rigtig godt for den unge, ambitiøse springrytter tilbage i 2014.
– Jeg ville være landsstævnerytter på min gamle pony, og det blev jeg. Så var næste mål at blive A-rytter, og det blev jeg, da jeg fik mine ponyer, Ibrahim og Conrad. Jeg kvalificerede mig til DM og landsholdet i military. Men så blev jeg syg, fortæller Elisabeth Langkjær.
Med daglig hovedpine, hukommelsessvigt, træthed og smerter i kroppen har hun for længst måttet opgive drømmen om at komme til tops som ung springrytter.
Elisabeth er en af de omtrent 2.000 piger, som mistænkes for at have fået bivirkninger af HPV-vaccinen ifølge overlæge Jesper Mehlsen fra Synkopecentret på Frederiksberg Hospital. En stor del af dem er piger, der har dyrket sport på højt plan.
Elitesport og HPV-vaccine
Der er uenighed i lægeverdenen om, hvordan historier som Elisabeths skal tolkes. Endnu mangler der videnskabelig dokumentation, som endeligt kan enten be- eller afkræfte, at der er en sammenhæng mellem vaccinen og de mulige bivirkninger, som piger som Elisabeth har oplevet.
Ifølge synkopecentrets overlæge Jesper Mehlsen kan særligt aktive sportsudøvere have forhøjet risiko for at blive ramt af bivirkninger af vaccinen, og han anbefaler derfor elitesportsudøvere at få vaccinen i slutningen af en træningspause. Han fraråder ikke vaccinen, men mener, at bivirkningerne bør undersøges nærmere.
Dansk Rideforbund, Dansk Idrætsforbund og Team Danmark henviser alle til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som lyder på, alle piger bør blive vaccineret mod HPV i 12-års alderen. Sundhedsstyrelsen og vurderer, at fordelene ved at blive vaccineret langt opvejer de mulige skadevirkninger ved vaccinen.
Man kan læse mere om sundhedsstyrelsens anbefalinger på på Faceboksiden Stop HPV – Stop livmoderhalskræft og på stophpv.dk.
Læs mere om Elisabeth Langkjærs historie med HPV-vaccinen i juli-nummeret af Ridehesten.