Kun en uge til EM i springning

07-09-2011 17:26

Signe Wiese

Om præcis en uge onsdag den 14. september starter FEI European Jumping Championship 2011 i Madrid, Spanien
Copyright Ridehesten.com
Franske Kevin Staut og Kraque Boom Bois Margot er forsvarende europamestre. (Foto: Ridehesten.com)

Det danske landshold bestående af Emilie Martinsen, Camilla Enemark, Andreas Schou, Torben Frandsen og Christian Schou er klar til at ride for en OL-kvalifikation i London 2012. Med totalt 86 ryttere fra 22 nationer er der lagt op til en hård kamp om medaljerne ved EM i springning i Spanien. Ved mesterskabet rides der for OL-kvalifikation, og hele 17 nationer er klar til at kæmpe. De 17 nationer er: Østrig, Belgien, Danmark, Frankrig, England, Tyskland, Ungarn, Irland, Italien, Holland, Norge, Polen, Portugal, Spanien, Schweiz, Sverige og Ukraine. Derudover har Tjekkiet, Lichtenstein, Luxembourg, Rusland og Slovakiet individuelle ryttere med ved mesterskabet. Schweiz er indehaver af mesterskabstitlen fra EM i Windsor, England, mens franske Kevin Staut på Kraque Boom Bois Margot vandt den individuelle guldmedalje i England. Målet for det danske springlandshold er at kvalificere sig til OL i London 2012, og det kræver at holdet placerer sig blandt de syv bedste hold. Seks nationer er allerede kvalificeret til OL på baggrund af deres resultater ved WEG, og de seks nationer er Belgien, Brasilien, Canada, Frankrig, Tyskland og værtslandet England. Det danske landshold kommer til at kæmpe mod nationer som Sverige, Holland, Schweiz og Italien om en OL-kvalifikation, og da formkurven har vist sig opadgående den sidste periode i Superligæn er optimismen stor på det danske landshold. Allerede onsdag den 14. september klokken 14.00 starter det individuelle Europamesterskab med en tidspringning. Torsdag og fredag afvikles holdkonkurrencen, hvor fejlene fra denne også tæller i det individuelle mesterskab. Søndag går det løs med finalen, hvor de bedste 25 ekvipager fra de foregående runder er til start. Finalen søndag starter klokken 15.30. Det er 31. gang at der afholdes Europamesterskaberne i springning, og 18 år siden det sidst blev afholdt i Spanien. Først i 1975 blev holdkonkurrencen indført, og det var også det år, hvor kvinder fik lov til at deltage ved Europamesterskaberne. Kun to kvinder har lykkedes at vinde Europamesterskabet i springning, franske Alexandra Ledemann i 1999, og tyske Meredith Michæls-Beerbaum i 2007. For dem som ikke har mulighed for at sidde og se med fra sidelinjen i Madrid, kan man se det hele via Eurosport, som sender direkte fra Madrid. Derudover sender også FEI-TV direkte fra stævnepladsen, så der skulle være rig mulighed for at følge det danske landshold i Spanien. Kilde: Dansk Ride Forbund

Info

Der har deltaget flere fantastiske heste i Europamesterskaberne i springning gennem de sidste 54 år, men nogle få har en helt ekstraordinær historik.

Deister – en fantastisk hest der med tyske Paul Schockemöhle på ryggen vandt tre individuelle mesterskaber – i München, Tyskland i 1981, Hickstead, England i 1983 og i Dinard, Frankrig i 1985. Derudover vandt Deister også guld for hold i München i 1981, sølv for hold i Rotterdam i 1979, og bronze for hold i både Hickstead i 1983 og i Dinard i 1985. Trods hans aktive karriere dødede han først i en alder af 29 år.

Mr. Softee – er den hest der kommer nærmest Deister i forhold til at vinde Europamesterskabet. Hesten Mr. Softee har også vundet mesterskabet tre gange, men med to forskellige ryttere. Første gang vindertitlen kom i hus var med engelske David Barker i London i 1962. Derefter overtog engelske David Broome Mr. Softee, og sammen vandt de Europamesterskabet i Rotterdam i 1967 og i Hickstead i 1969.

Ridehesten har naturligvis også skribent og fotograf i Madrid, så følg med her på siden.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner