Mathilde Louise Stenild Brejner
Blue Hors Unghestechampionat i dressur med testrytter del I gik i luften lørdag eftermiddag med svenske topdressurrytter Patrik Kittel i sadlen på unghestene. Hans mission for dagen var at teste næste generation af fem-års talenter, hvad det i øvrigt er anden gang i træk, han gør i MCH Messecenter Herning i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring. Og lad os bare med det samme afsløre, at dagens begivenheder ikke gør det mindre spændende at se, hvem der ender med at løbe med sejren i unghestechampionatet for de dressurbetonede heste i morgen søndag den 10. marts 2019.
Fantastiske Florentina fik 10
Dagens højdepunkt var Patrik Kittels tur på den fantastiske hoppe Tophøjs Florentina e. Floriscount/Solos Landtinus (opdr. Stutteri Tophøj.) Undervejs brød Patrik Kittel flere gange spontant ud i et ”wauw” fra ryggen af den mørkerøde hoppe, som gik mere afslappet end i femårs-programmet i torsdags. De spontane udbrud fra Kittel fortæller måske det hele, men de handlede blandt andet om, at Patrik Kittel synes, at Tophøjs Florentina har en helt utrolig god trav, samt at hun er en sensitiv hest, som både har masser af power, men også formår at slappe af.
– Det her er grunden til, at jeg elsker mit arbejde. Hun er en fantastisk hest at ride, sagde Patrik Kittel.
Patrik Kittel valgte at give Tophøjs Florentina karakteren 9 for ridelighed, men toppede det med et 10-tal for kapacitet med kommentaren:
– Fantastisk. Og for mig kan "fantastisk" kun betyde én ting. Et 10-tal for kapacitet, sagde Patrik Kittel og sendte yderligere en verbal gave til de spændte avlere Anette Nilausen og Niels Jørgen Johansen fra Stutteri Tophøj, da han sagde, at Tophøjs Florentina er ”Danmarks dejligste fem-års dressurhest.”
Tophøjs Florentina rides af Frederico Mexia de Almeida og ejes af Bregnerødgård.
Her kan du se, hvordan det så ud, da Patrik Kittel red Tophøjs Florentina.
Villighed betyder vinderhest
Dagens andenplads gik til Elverhøjs Raccolto e. Sezuan/Sandro Hit, som er opdrættet af Berith Nielsen og ejes af Helgstrand Dressage. Rytter Meike Lang havde forberedt den sortbrune hingst godt til unghestechampionatet, hvad der da også blev belønnet med flotte 9,5 for ridelighed.
Patrik Kittel synes, at Elverhøjs Raccolto har en dejlig trav, og så værdsatte han, at hingsten er meget god i hånden, hele tiden holder nakken lige foran ham og strækker sig frem og ned, når Kittel bad ham om det.
– Sådan en hest vil altid være en vinder, fordi han gerne vil arbejde. Hesten er super godt forberedt til arbejdet. Tomlen op for det, sagde Patrik Kittel.
Han fremhævede derudover også, at hingsten svarede ham, når han klikkede med tungen, og i den grad demonstrerede den form for afspændt opmærksomhed, som en dressurhest skal have, uddybede Patrik Kittel.
Sådan så det ud, da Patrik Kittel testede Raccolto.
Godt arbejde fra Sandra Kudahl Kærgaard
Dagens foreløbige tredjeplads gik til Baunehøjens Chopin e. Charmeur/Hohenstein (opdr. Pia Gobert). Den fuksfarvede hingst fik til dels flotte karakterer, fordi den mødte super velforberedt til testen.
Bag hestens gode uddannelse står Sandra Kudahl Kærgaard, som red hingsten rigtig pænt rundt i Boxen i MCH Herning, før Patrik Kittel overtog tøjlerne.
– Hesten er meget opmærksom på mig, og det er en utrolig sød hest, sagde Patrik Kittel og fortsatte:
– Han prøver hele sit lille hjerte ud, sagde Patrik Kittel, hvad der da også satte en stor tyk streg under, at Baunehøjens Chopin er en meget villig hest, som med lidt mere stabilitet i galoppen kan komme rigtig langt.
Skal jeg ringe til Dufour?
Cathrine Dufours veluddannede Sauternes e. Sezuan/Londonberry (opdr. Lena og Ulrik Kristensen) blev i dag opvarmet af en gæsterytter, da Cathrine Dufour desværre måtte melde fra på grund af influenza. Sauternes tog dog det hele med ophøjet ro, og demonstrerede allerede sit flotte overskud, da han som en af de eneste af dagens ungheste kunne trave afslappet forbi lystavler og digitale barrierer med lysende reklamer.
Da Patrik Kittel kom i sadlen fortsatte de rosende vendinger på grund af hestens gode dannelse OG uddannelse.
– Han er super godt redet, og han bliver hele tiden i rammen. Måske skal jeg ringe til ejeren og lære, hvordan man gør det, sagde Patrik Kittel og fik hele Boxen til at grine med.
Sauternes fik flotte 9,5 for ridelighed med kommentaren ”jeg kunne ikke ønske mig mere” fra Patrik Kittel. Og for kapacitet fik Sauternes et 8-tal, fordi ”han er en prøver”, sagde Patrik Kittel.
Sådan så det ud, da Patrik KIttel testede Sauternes.
En fair vurdering af hestene
To gange måtte Patrik Kittel afbryde testen, fordi hestene var for stressede til, at han kunne komme i sadlen og afprøve hestene grundigt nok til, at det kan være grundlag for en reel vurdering. Der var tale om henholdsvis Gørklintgårds Filou e. Sandro Hit/Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn) samt Skovens Tzarina e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Kirsten Bjerregaard Hansen og Jens Lund Petersen). Begge rigtig dejlige heste, som Patrik Kittel vurderede ville få en mere fair vurdering, hvis de kom igen på et senere tidspunkt.
Søndag den 10. marts skal Patrik Kittel teste anden halvdel af de dressurbetonede ungheste, hvad der betyder, at Elverhøjs Raccolto og Tophøjs Florentinas måske største konkurrent Queenparks Wendy e. Sezuan/Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer,) som fik to 10-taller i femårs-programmet, skal vises frem i morgen.