Thomas Bach Jensen
Den 5-årige oldenborghingst Præstegårdens Lukas e. Deadly Nightshade XX/ Oberst, opdrættet af Inger og Kurth Carlsson, vandt i 1986 Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning med en ung berider i sadlen. Den unge berider var ingen ringere end Bo K. Møller, der i dag bedst kendes som landstræner i springning og medlem af Dansk Varmblods avlsledelse i springning.
Bo K. Møller blev uddannet berider hos Hasse Hoffmann, og han fortæller, at han efter færdig uddannelse var ansat af sin læremester i to år fra 1985 til 1987. Præstegårdens Lukas var ejet af Hasse Hoffmann og Jens Erik Marcussen, som er de to herrer yderst til højre i billedet, hvor opdrætterparret Inger og Kurth Carlsson står yderst til venstre.
Bo fortæller, at hingsten efter sejren blev solgt til Mike Rutherford og skulle være ridehest for hans kone Angie. Mike Rutherford var guitarist i bandet Genesis, der havde Phil Collins som forsanger.
I øvrigt var det Arsenal-sønnen Fuga Salvadhus, der blev nr. 2 i championatet, og han var redet af Morten Thomsen. Med i toppen var også Baronesse redet af Jette Neverman og Odet redet af Lene Ejby Christiansen. Ti ud af de 12 placerede heste blev redet af uddannede berider, og således blev Jette og Lene præmieret som championatets bedste amatørryttere.
Hestene blev bedømt i gangarter, løsspringning, springning under rytter, fremmedryttertest, eksteriør og sundhedstilstand, ligesom de fik en karakter for villighed baseret på deres optræden under ridning, i løsspringning samt deres håndterbarhed hos dyrlægen. Det beskrives i en artikel i Hippologisk Tidsskrift (forgænger til magasinet Ridehesten), at unghestechampionatet var et tilløbsstykke fra tidlig morgen, og at 600 tilskuere på finaledagen valgte at betale 2 kr. for en printet resultatliste, hvilket var en helt ny ydelse.