Ny GP-konkurrence for unge talenter

31-08-2023 08:34

Trine Askjær-Jørgensen

Når Blue Hors i uge 41 er værter for Pavo og DRF's championatsfinaler i dressur, bliver det med en ny tilføjelse til programmet, nemlig en Grand Prix-tur for 8-10-årige heste

Copyright Ridehesten.com
Den imponerende hal på Blue Hors danner igen i år rammerne om Pavo og DRF's championatsfinaler i dressur. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 12.-15. oktober er Blue Hors vært for årets finaler i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste, og når det i år løber af stablen er der en ny tilføjelse på programmet.

For syv år siden blev de traditionsrige sportschampionater for unge dressurheste udvidet med en konkurrence for 7-årige heste. Som noget nyt i år udbydes nu en Grand Prix-tur for heste i alderen 8-10 år, så man ved stævnet både vil kunne se landets bedste ungheste samt "upcoming" Grand Prix-heste – altså heste helt fra 4-års til uddannelsens højeste niveau.

Konkurrencen afvikles i Intermediaire II og U25-Grand Prix, hvor førstedagens klasse, Intermediaire, fungerer som en kvalifikation til finalen, hvor de otte bedst placerede ekvipager mødes i U25-Grand Prix.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved at lade hestene konkurrere på det indledende Grand Prix-niveau håber man på at kunne lette overgangen fra talentfuld unghest til uddannet Grand Prix-hest.

Grand Prix-turen for de unge heste er åben for ekvipager, der i kvalifikationsperioden har redet minimum 1 x 66% i sværhedsgrad 7 samt for ryttere, der i kvalifikationsperioden har redet minimum 70% i sværhedsgrad 7.

Læs mere på rideforbund.dk

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen