Thilde Alsing
I en travl hverdag med heste kan det være svært altid at have det fulde overblik over de praktiske såvel som sikkerhedsmæssige ting, der på forskellig vis kan være relevant, når man har med heste at gøre.
Heldigvis har langt de fleste en mobil ved hånden, når de er i stalden, og det kan være et særdeles hjælpsomt redskab.
Nedenfor kan du læse om seks forskellige apps, der kan hjælpe dig i hverdagen med heste.
Hestepas (Fødevarestyrelsens CHR-app)
Hvis du er en af dem, der ind i mellem er kommet til at glemme hestepasset i situationer, hvor det er påkrævet at have det med, behøver du ikke længere bekymre dig. Fødevarestyrelsen har nu sørget for, at du gennem deres app, CHR, kan fremvise de tilstrækkelige oplysninger om hesten til myndigheder, og du behøver derfor ikke længere have det fysiske hestepas med dig.
Dette gælder dog kun indenfor landets grænser og kræver, at hesten er registreret i CHR (det centrale husdyrsbrugsregister). Du kan læse mere om det digitale hestepas her.
Kørekort-appen
På samme måde som hestepasset (og sundhedskortet) kan du også have dit kørekort med dig på din telefon. På den måde er du sikker på at have kørekortet lige ved hånden, hvis du skulle blive stoppet af myndigheder, når du kører med hest.
Du kan nemt oprette dig i kørekort-appen, hvis du har et gyldigt dansk kørekort. Det kræver blot adgang til MitID og et gyldigt dansk pas, diplomatpas, tjenestepas eller grønlandsk pas.
Myndighederne anbefaler dog, at du har det fysiske kørekort med dig, hvis du kører til udlandet.
Hjerteløber-appen
TrygFonden står bag den såkaldte "hjerteløber-app", hvor man kan melde sig som frivillig hjerteløber. Det betyder, at man melder sig til at yde hjertelungeredning og bringe hjertestartere ud, hvis der er et hjertestop i nærheden.
I forbindelse med ridning har appen har dog også andre smarte funktioner, der er gode at have ved hånden, hvis uheldet skulle være ude.
I appen er det nemlig muligt at se, hvor den nærmeste hjertestarter befinder sig. Mange stalde befinder sig i fjerntliggende områder, og har stalden ikke selv en hjertestarter, kan der være vigtige minutter at spare ved at køre direkte til den nærmeste hjertestarter.
Derudover tilbyder appen også en guide i hjertelungeredning, hjælp til trykfrekvens ved hjertemassage og en guide til, hvordan en hjertestarter skal bruges.
Equipe
De fleste ryttere er bekendte med hjemmesiden Equipe, hvor det er muligt at se resultater og startlister til nationale såvel som internationale stævner.
Siden findes naturligvis også som en app, hvor man nemt kan navigere rundt i de aktuelle og kommende stævner samt søge resultater frem på ryttere og heste.
Det er tilmed muligt at få notifikationer om bestemte ryttere eller heste, hvis man logger ind på appen.
Plante-app
Sommeren er efterhånden godt i gang, og det er derfor også højsæson for forskellige planter, der er giftige for heste. Her kan det være en god ide at have en af de mange plantegenkendelses-apps installeret på telefonen, som nemt kan identificere forskellige planter i den vilde natur.
Nogle af de planter, man som hesteejer især bør holde sig for øje, er vår- og engbrandbæger, taks, bregne, agern, padderok, lupin, perikum, smørblomst, liljekonval, guldregn og skarntyde. Disse planter kan nemt identificeres med en plantegenkendelses-app (fx Planto). På den måde kan man fjerne de giftige planter fra folden eller, ved mistanke om forgiftning, fortælle dyrlægen, hvilken plante hesten har indtaget.
Tidligere har der også eksisteret apps, der specifikt var udviklet til at vejlede brugerne om de planter, der er giftige for heste. Disse er dog ikke tilgængelige i øjeblikket.
DRF's baneskitser
DRF har tidligere haft en app, hvor det var muligt at købe baneskitser af DRF's dressurprogrammer. Denne app er dog desværre udgået, men det er forsat muligt at købe baneskitserne gennem DRF Go med en abonnementsordning. Du kan læse her, hvordan du gør.
Hvis du gerne vil have baneskitserne lige ved hånden, kan du i din browser på telefonen tilføje siden som en genvej på din hjemmeskærm. På den måde er baneskitserne kun et klik væk, når du har brug for dem.