Apps alle hestefolk har brug for

11-05-2020 11:24

Merete Haahr

Aldrig har så mange ryttere bevæget sig væk fra ridehallerne og ud i naturen, og interessen for heste er voksende i takt med at vi skal være mere hjemme. Der findes tusindvis af apps og websider som kan være nyttige at have ved hånden, både i stalden og når du rider, men her kan du læse om nogle af de bedste som kan hjælpe hestefolket

Copyright Ridehesten.com
Der findes rigtig mange gode apps og websider, som kan gøre livet lettere som rytter og hesteejer Foto: shutterstock

Så godt som alle hesteejere og ryttere har vores smartphone med os overalt, både ude ved hestene og når vi rider. Der kommer hele tiden nye apps, som bliver udviklet, og det kan lette arbejdet og hverdagen. Her får du  seks gode apps og websider, som kan hjælpe dig med at holde styr på alt med hest, både pasning, ridning, ny viden og underholdning.

NIVO
Det er ikke det rene science fiction, at din træning i ridehallen vil kunne overvåges og optimeres ved brug af den nyeste computerteknologi. Ved brug af sensorteknologi kan træningen overvåges, og informationerne herfra bruges af rytteren, som kan dele de informationer med træner og dyrlæge.

Henrik Flintegaard Ehlert fra NIVO Performance fortæller, de har udviklet en sensor, der placeres i sadlens kammer, og informationer fra denne går videre til en app på rytterens telefon. Når træningen påbegyndes og afsluttes, registrerer man det på telefonen. Mens man træner lagres informationer om træningen. Appen giver et overblik over, hvor intens træningen har været, hvor meget man har redet på hver volte, hvor lang tid man har redet i hver gangart, og om hesten bevæger sig symmetrisk og meget mere. De informationer kan man så dele med sin træner eller dyrlæge.

NIVO Performance

Equilab
Equilab hjælper med at nå træningsmålene, og holder styr på hestens bevægelser, mens du kan koncentrere dig om ridningen. Du kan planlægge dine aktiviteter i kalenderen, måle hestens gangarter, og få et detaljeret overblik over distancen og varigheden af din ridning. Du kan samle alt omkring dit hesteliv i appen, og  du kan dele din position med andre, så du altid kan findes, når du rider på tur. Den kan bruges af alle ryttere, uanset om du rider springning, dressur eller anden ridesport. 

Equilab - Equestrian Tracker

E-barq
E-barq er et online skema, hvor du kan holde styr på alt omkring din hests udvikling. Tilmeld dine heste, og udfyld spørgeskemaet omkring hestens udvikling og træning, så vil du kunne følge med i hvordan din hest udvikler sig i forhold til alder og træning. Du kan følge din hests udvikling inden for 14 forskellige kategorier, blandt andet dens evner for træning, for ridning, for social tryghed med mere, og ved at udfylde alle kategorierne i spørgeskemaet, kan du sammenligne din heste fremgang, med tusindvis af andre heste verden over. 

E-BARQ.com

Hestelex
Hestelex er udgivet af SEGES, og her kan du få et overblik over lovgivningen,  der vedrører dit hestehold. Du kan blandt andet se om du er omfattet af ordningen omkring transport af heste og du kan se om dine staldforhold og folde lever op til gældende lovgivning. Du kan registrere hestene i din stald, udfylde transport dokumenter og gemme lovpligtig dokumentation omkring fodring og medicinering. 

Hestelex

Ridespor i Danmark
Ride-spor Danmark er en side hvor du kan finde alle godkendte rideruter i Danmark. Uanset om du skal ud på en kort tur, eller om du skal på tur i flere dage, så kan du finde inspiration og ideer til, hvor i landet du kan ride. Projektet er startet af frivillige, og har du selv ideer eller erfaringer omkring rideruter som ikke er med på kortet, så kan du dele dine oplysninger med andre ryttere. 

Ride-spor.dk

Horse.tv
Horse.tv er som Netflix, bare for hestefolk. Her er masser af spændende inspiration og underholdende film. Du kan se prisvindende og rørende film om heste og deres mennesker, blandt andet filmen ”Wild Pottoka horses”, om de sjældne vilde heste som lever i Pyrenæerne i Spanien og Frankrig, eller filmen ”Appaloosa”, kampen for at finde hemmeligheden bag den plettede Appaloosa, en film som vil gå lige i hjertet og give glædes tårer i øjet. Der er også mange film med gode tips og træning af hesten, en guldgrube af information, som man ikke finder mange steder. 

Horse.tv

112 App
Denne app er vigtig når du rider ud, så du altid kan findes i tilfælde af et uheld, hvis du har akut brug for hjælp. Med 112 appen, så sender din telefon din position til alamcentralen, når du alarmerer fra 112 appen. Dermed kan alarmcentralen inden for få sekunder se på landkortet hvor du ringer fra, i bedste tilfælde inden for få meter. På denne måde kan du få hjælp hurtigere i tilfælde af en nødsituation. 

112app.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner