Charlotte Linder
Det er ikke fordi udvalget har noget i mod kørsel med hest og vogn, men fordi det er svært at få kontinuerlig hjælp til at køre en hest til og få undervisning i kørsel. Faktisk findes der kun en uddannet køre-instruktør i Danmark, Henrik Høper, som underviser på Hammelev Rideskole ved Haderslev. Dansk Køre Forbund råder over nogle ganske udmærkede selvlærte instruktører. Et par stykker af dem er begyndt at have køre- instruktion som et bierhverv og dermed mere kontinuerlig undervisning. Men der er stadig langt mellem mulighederne, hvis man ikke lige bor i nærheden af ovennævnte instruktører. Der er lidt flere der påtager sig at tilkøre heste og ponyer, men som nybegynder er det ikke nok at sende en hest til tilkøring og så regne med at man bare kan sætte sig på en hestevogn og kører afsted, når den kommer hjem som tilkørt. Som man kan læse er det ikke det nemmeste i Danmark at få indblik i kørslens forunderlige verden. Det vil Dansk Køre Forbunds junior udvalg gøre noget ved. De har lavet et udryknings hold, der vil tage ud til køreforeninger og rideklubber, mod et tilskud til benzin. Udvalget forstiller sig at værtsklubben arrangerer en tema dag, hvor man vil få indblik i kørslens verden. Der vil blive fortalt hvad der er en god kørehest, vist hvordan man spænder hesten for vognen og som det bedste, mulighed for at prøve at køre. Der vil komme 3 – 4 spand heste og her vil man ikke bare kunne prøve at køre, man vil også få en egentlig instruktion. Man vil aldrig kunne blive uddannet på en dag, men det vil give et indblik i, hvad kørsel er, og give deltagerne en bekræftelse eller afkræftelse på, om den ide man havde om kørsel holder. Kørsel er en sport for alle aldre og en unik mulighed for forældre og børn til at have en sport sammen. En ufravigelig regel inde for køresport er, at man altid er to på en hestevogn, og hvis det er børn, der er kuske, skal den anden være en voksen. Det er hamrende sjovt at køre med hest og vogn, men det er ikke legetøj, hvilket ingen hestesport er. Uanset om det er kørsel med ponyer, der tiltaler de fleste børn og unge, kan voksne stadig have glæden af at køre, selv om børnene skulle miste interessen. I lighed med ridning kan man dyrke kørsel på mange måder, fra den stille skovtur til dressur med deltagelse på internationalt niveau. Der skal her mindes om at verdensmesteren i 1-spand pony, Peter Koux, er dansker. Bronzemedalje vinderen i 2-spand pony, Lars Dau, er også dansker, så vi kan det hele i Danmark. Kuskene fra juniorudvalget, som tilbyder disse events sammen med deres forældre, var selv med til dette års VM for junior kuske, så det er hestefolk der ved hvad de har med at gøre. Langt de fleste heste og ponyer kan tilkøres, og tit vil det være et godt supplement til ridningen. Ingen heste tager skade af at blive brugt til begge dele, mange af dem vil endda blive bedre rideheste. Hvor ridningen er en individuel sport, er kørslen en teamsport, hvor man også kan invitere vennerne med ud at køre. En vogn fyldt med vennerne og en skridt tur i skoven er særdeles god motion for alle heste og ponyer, og rigtig hyggeligt for menneskerne. Kontakt person er Poul Bloch: tlf.: 40458883, der også står til rådighed med flere oplysninger.