Danske dommere til VM i Aachen 2026

25-11-2025 20:43

Danmark bliver stærkt repræsenteret ved dommerkomitéen under VM i Aachen 2026. Her er fire danske dommere nemlig udpeget af FEI til at dømme i dressur, military, kørsel og voltigering, når verdens bedste ryttere og kuske mødes på en af sportens mest legendariske arenaer

Copyright Ridehesten.com
Når VM løber af stablen i Aachen til august næste år, bliver det med fire danske dommere i fire forskellige discipliner. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Når VM vender tilbage til den ikoniske stævneplads i Aachen i august 2026, bliver det med et markant dansk aftryk blandt de udpegede officials. Hele fire danske dommere er nemlig valgt af FEI til at indgå i dommerpanelet ved mesterskabet, som samler seks discipliner på ét og samme sted - dressur, springning, military, kørsel, voltigering og paradressur. 

De danske dommere, der skal dømme VM i Aachen er: 

  • Kurt Christensen - dressur
  • Anne-Mette Binder - military
  • Pia Skar - kørsel
  • Lise Charlotte Berg - voltigering

Dermed bliver Danmarks dygtige dommere repræsenteret i fire ud af de seks discipliner, når verdens bedste ryttere, kuske og voltigører samles fra den 11.-23. august 2026, hvor VM vender tilbage til Aachen som det største mesterskab på tysk jord siden WEG i 2006 - et stævne, der stadig står som legendarisk i ridesportens kollektive hukommelse. Her vil verdenstoppen dyste i seks discipliner på et af sportens mest ikoniske anlæg, og danskerne kommer ikke kun til at være stærkt repræsenteret på banen, men altså også ved dommerbordene. 

Copyright Ridehesten.com
Den ikoniske stævneplads i Aachen har skabt mange danske minder. Her fra CHIO-stævnet i 2024. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Kurt Christensen 
Den 5-stjernede FEI-dommer Kurt Christensen er blandt Danmarks mest erfarne dressurdommere, og at han nu skal dømme ved VM i Aachen bliver endnu en tilføjelse til den danske dommers ellers imponerende CV af internationale opgaver. Bare i år har Kurt Christensen været overdommer for de 6-årige dressurheste ved sommerens UVM i Verden, ligesom han var en del af dommerpanelet ved EM for ponyer i dressur i Le Mans. 

Kurt Christensen har i mange år været en fast skikkelse ved store stævner som DM, EM og World Cup-stævner, og han er desuden national overdommer, championatsdommer og underviser for kommende dommere. Med baggrund som både dressurrytter og træner har han uddannet flere heste til topniveau - erfaringer, der tydeligt afspejles i hans dommerarbejde. 

Copyright Ridehesten.com
Kurt Christensen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Anne-Mette Binder 
I military bliver Danmark repræsenteret i dommerkomitéen af Anne-Mette Binder, der i en årrække har været en central skikkelse i dansk elitesport. Hun er både international militarydommer, har været medlem af FEI's militaryudvalg, været holdleder for militaryrytterne og senest agerede hun elitesportschef i dressur og paradressur. 

Anne-Mette Binder blev udnævnt som Ground Jury President ved OL i Paris 2024, men valgte at takke nej til opgaven for at kunne varetage jobbet som holdleder for de danske dressurryttere. Hendes store dommererfaring og internationale format gør hende til en naturlig del af dommerholdet ved næste års VM i Aachen. 

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Binder. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Pia Skar 
I kørsel er det danske Pia Skar, der er blandt de internationale dommere, som skal sikre et højt fagligt niveau ved mesterskabet. Pia har dømt ved internationale stævner gennem mange år, og så har hun stor erfaring med sporten på topniveau. Hendes tekniske indsigt og mangeårige engagement i sporten gør hende til en stærk dansk repræsentant i dommerkomitéen ved VM. 

Lise Charlotte Berg
Også i voltigering bliver der dansk islæt blandt dommerne, idet Lise Charlotte Berg er udpeget som en af disciplinens dommere. Hun er 3-stjernet FEI-dommer, dyrlæge PhD og lektor ved Københavns Universitet, hvor hendes forskning og undervisning blandt andet omfatter hestens bevægeapparat. 

Lise Berg er tidligere holdkaptajn for dansk voltigering gennem 10 år og har deltaget ved tre World Equestrian Games som chef d'equipe. Siden 2022 har hun desuden siddet i FEI's voltigeringskomité. Hun bringer dyb sportslig indsigt, faglig ekspertise og stor international erfaring til dommerpanelet. 

Copyright Ridehesten.com
Lise Charlotte Berg. Foto: Ridehesten.com/ Trine Askjær-Jørgensen

Se hele listen over dommerne ved VM i Aachen 2026 her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner