Juletid er også Christmas Show-tid

03-12-2012 16:05

Signe Wiese

I morgen den 4. december starter årets Christmas Show på Vilhelmsborg, og i år skal mere end 500 ekvipager dyste i den julepyntede hal
Copyright Ridehesten.com

Danish Derbys julestævne, Christmas Show, på Vilhelmsborg bliver i år afholdt for 8. gang, og stævnet er med årene er blevet fast juletradition hos både ryttere og publikum. I år løber Basisbank Danish Christmas Show, af stablen fra den 4. til den 9. december, og også i år melder arrangørerne, at stævnet er fuldt booket – både med ryttere og udstillere. I løbet af de fem stævnedage bliver der afviklet Youngster Tour, Bronze Tour, Silver Tour og Grand Prix Tour. Traditionen tro bliver der også plads til at afvikle en række festlige show-klasser, bl.a. Knock Out-springning og Six Bar-højdespringning. Lørdag: Finaler og koncert Den helt store finaledag bliver lørdag den 8. december, hvor der skal afvikles finale i Bronze Tour (125 cm) og i Silver Tour (135 cm), hvor vinderen kommer til at køre hjem med en spritny Ifor Williams hestetrailer til en værdi af knap 75.000 kr. Herefter er der finale i Mini Grand Prix (140 cm) og kl. 16.30 starter den altid underholdende Six Bar-højdespringning. Kl. 18.15 bliver der med garanti skruet op for stemningen, og ikke mindst for lydniveauet i hallen, når der skal dystes i Knock Out-springning. Stævnets største klasse – Grand Prix (150 cm) er programsat til at starte kl. 19.45. Lørdag er der også koncert med vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2012, Soluna Samay, og når alle lørdagens klasser er slut er der afterparty i teltet, hvor alle er velkomne. Julehygge og juleindkøb Der er garanti for springsport i topklasse, og ikke mindst for masser af julehygge til Danish Christmas Show, hvor opvisningenshallen på Vilhelmsborg altid er festligt pyntet, og naturligvis også opvarmet. Der skulle også være en god chance for at få klaret de hesterelaterede juleindkøb hos de mange stande med rideudstyr osv., der vil være på plads i og uden for hallen på Vilhelmsborg. Der er gratis entré alle dage, med undtagelse af lørdag den 8. december – her koster billetten 100,- kr. og kan købes ved indgangen.

Ridehesten er naturligvis på pletten - følg med her på siden

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner