Anna Pørtner
Den første sne har lige så stille lagt sig over Vilhelmsborg, hvor årets fire ugers julestævner er i fuld gang for 20. år. I sidste uge blev Christmas Show Warm Up for hest succesfuldt afviklet, og nu er det blevet ponyrytternes tur til at indtage den smukke julepyntede hal, hvor julehyggen for alvor sænker sig mens tusindevis af ponyer og deres ryttere konkurrerer om de flotte julerosetter til årets hyggeligste juletradition - Christmas Show Warm Up for ponyer.
Over 1500 starter skal igennem fra i dag, mandag, og indtil på søndag den 30. november. De første ponyer har allerede været på banen i dag, hvor hele 429 starter skal på banen for at skyde julen i gang. I dag står det på opvarmningsklasser i LB1* for alle tre kategorier, og senere på dagen bliver messingturen skudt i gang for alle tre kategorier. I morgen, tirsdag er der ligeledes opvarmningsklasser, og senere på dagen bliver kobberturen så skudt i gang.
Onsdag er der trøstefinaler samt åbne klasser i LB2**, mens der torsdag rides messing- og kobbertur-finaler, og det er også her, at bronzeturen skydes i gang. Fredag og lørdag rides der sølv- og guldtur, mens det hele kulminerer i spændende finaler søndag, hvor stævnets højeste klasser - sølv- og guldtur skal afgøres i de spændende finaler.
Det er altså også på søndag, at 14 dages Warm Up-stævne kulminerer med de sidste vindere rundt på æresrunde, for herefter overtager dressurrytterne den julepyntede hal, når der for første gang skal rides Aviar Christmas Show Dressage i de flotte julerammer på Vilhelmsborg fra den 4.-7. december. Herefter bliver hallen igen fyldt med flotte julespring, når årets helt store julefest skydes i gang - Danish Derby Christmas Show - hvor der traditionen tro afholdes lille juleaften lørdag den 13. december.
Så ved du ikke, hvad du skal bruge de næste uger på, så er det altså værd at tage et smut forbi den flotte, opvarmede og julepyntede hal, hvor der både kan nydes dygtige ponyryttere, flot dressur og topspringning de næste tre uger.