Tyskland ændrer VM-hold kort før Aachen

14-07-2026 21:56

Det tyske VM-hold i springning har foretaget en ændring kort før mesterskaberne i Aachen. En af de udtagne profiler har valgt at træde ud af truppen, og dermed får en rutineret ekvipage chancen for at ride med om VM-medaljerne

Copyright Ridehesten.com
Tyskland har ændret i VM-truppen kort før mesterskabet. Marcus Ehning og Coolio er nu på holdet. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen

Kort før verdensmesterskaberne i Aachen har det tyske springhold foretaget en ændring i de udtagelser, som den tyske landstræner Otto Becker havde lavet i starten af juli. André Thieme har nemlig valgt at trække sig fra VM-holdet med DSP Chakaria e. Chap 47/ Askari 173, og i stedet rykker rutinerede Marcus Ehning ind på holdet med Coolio e. Casalito/ Quidam de Revel.

Det tyske VM-hold består nu af:

  • Daniel Deußer og Otello de Guldenboom
  • Marcus Ehning og Coolio
  • Sophie Hinners og Iron Dames Singclair
  • Richard Vogel og United Touch S

Som reserve rejser Christian Kukuk og Checker 47 e. Comme Il Faut 5/ Come On med til Aachen, som blandt andet vandt individuelt guld ved OL i Paris i 2024.

Copyright Ridehesten.com
Christian Kukuk og Checker 47 er nu medrejsende reserve. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

André Thieme traf beslutningen efter Nations Cup-stævnet i Falsterbo, hvor han oplevede usikkerheder hos DSP Chakaria ved vandgraven. For at undgå at presse hoppen valgte den tidligere europamester derfor at give afkald på sin VM-plads.

Jeg bemærkede i Falsterbo, at Chakaria i øjeblikket ikke springer vandgraven med den sikkerhed, hun normalt viser. Af hensyn til mit hest og holdet har jeg derfor besluttet at afstå fra at starte ved verdensmesterskaberne. Vi vil ikke tage nogen risiko og vil nu i ro arbejde videre med at give hende den fulde tillid til vandgraven igen, siger André Thieme til det tyske rideforbund. 

Han understreger samtidig, at det var en svær beslutning, da han meget gerne havde været en del af det tyske hold i Aachen.

Copyright Ridehesten.com
André Thieme har valgt at trække sig fra VM med DSP Chakaria. Her ses parret ved VM i 2022 i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Rutineret afløser
Den tyske landstræner Otto Becker bakker op om Thiemes beslutning og glæder sig over at kunne sætte Marcus Ehning og Coolio ind på holdet.

Sådanne beslutninger er aldrig nemme i topsport, men de hører desværre også til. André Thieme har vurderet situationen med Chakaria meget ansvarligt, og hans beslutning har min fulde respekt. Med Marcus Ehning og Coolio rykker et mesterskabsvant par ind, siger Otto Becker.

Marcus Ehning var oprindeligt udtaget som første reserve sammen med Coolio, mens Christian Kukuk og Checker var andenreserve. Dermed bliver Kukuk nu reserveekvipage for det tyske hold og starter samtidig i det første opvarmningsspring ved VM.

Tyskland stiller fortsat med et meget rutineret hold til VM i Aachen, hvor målet er at kæmpe med om medaljerne når VM for springning afvikles fra den 19.-23. august

Kilde: Pferdesport Deutschland. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner